Carlsberg opjusterer forventninger efter fremgang
-
Bryggerigiganten præsterede en omsætningsfremgang på over 14 pct. i 3. kvartal, hvor især Asien trækker væksten i vejret.
Der er ikke noget at sige til, at topchef Cees t' Hart er tilfreds ovenpå præsentationen af Carlsbergs 3. kvartalsregnskabet.
Her steg omsætningen med ca. 2,5 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år til 19,7 mia. kr. Det svarer til en fremgang på 14,4 pct.
Fremgangen er især trukket op af Asien, hvor Carlsberg havde en organisk vækst på 13,3 pct. mens hovedmarkedet Vesteuropa kunne præstere en organisk vækst på 2,2 pct. og Østeuropa en fremgang på 8,6 pct.
Den samlede organiske volumenvækst lyder på 3,4 pct. - igen trukket op af det asiatiske marked med en volumenfremgang på 7,9 pct., mens Vesteuropa omvendt gik marginalt tilbage med minus 0,1 pct.
På baggrund af fremgangen har Carlsberg opjusteret forventningen til hele året. Nu forventer bryggerigiganten en organisk vækst i driftsresultat på 10-12 pct. mod tidligere 8-11 pct.
- Vi er tilfredse med værdi- og volumenvæksten i 3. kvartal, hvilket resulterede i en solid organisk vækst på 7 pct. Desværre er vores medarbejdere, kunder og virksomheder på mange markeder fortsat stærkt påvirket af covid-19. Det er opmuntrende, at mange ølmarkeder i Europa er ved at komme sig efter pandemien, hvilket giver folk mulighed for at socialisere og vende tilbage til restaurationsbranchen, siger Cees t' Hart.
Fortsætter tilbagekøb af aktier
I forbindelse med kvartalsregnskabet har Carlsberg lanceret det fjerde kvartalsvise aktietilbagekøbsprogram på 1,25 mia. kr., hvilket bringer det samlede tilbagekøb af aktier op på 4 mia. kr. i 2021.
- Vi har været meget tilfredse med den høje grad af modstandsdygtighed, vores forretning har vist i løbet af de seneste 18 måneder, og vi er glade for, at vi er i stand til at opgradere vores indtjeningsforventninger for 2021 og lancere det fjerde kvartalsvise aktietilbagekøbsprogram på trods af de fortsatte udfordringer, som pandemien medfører, siger Carlsbergs topchef.