Billige smøger: Tobaksproducenter i priskrig - skattestyrelse erkender fejl
Mindst 58 kr. Så meget skulle en pakke cigaretter koste per 1. april, hvis tobaksproducenterne blot lagde den nye afgift oveni en eksisterende pris på 45 kr. Det svarer til en prisstigning på 13 kr. og ikke meget under det beløb, som en pakke cigaretter i alt er steget med i perioden fra 1986 til april 2020.
Den historisk høje prisstigning har sammen med en politiske tobakspakke, som Folketinget snart skal vedtage om skjult tobak og neutral emballage, fået tobaksproducenterne til at kaste sig ud i en krig om markedsandele, hvor prissætningen - bevidst eller ubevidst - i flere tilfælde er på kant med loven.
Spørger man producenterne, ønsker ingen af dem priskrigen - de handler blot, siger de, som reaktion på markedet.
Skatteminister Morten Bødskov fordømmer prisdumpningen, men ind til videre er det blevet ved ordene.
Ministeren har holdt fast i, at det "på grund af EU-retten ikke muligt at fastsætte mindstepriser på cigaretter". Men det viser sig nu, at der er en mindstegrænse for, hvor billigt cigaretterne må sælges, og det får nu prisen på de billigste cigaretter til at stige lidt igen.
Er du forvirret? Så er du ikke den eneste. Lige nu afventer flere folketingspolitikere et samråd med skatteministeren. Det vil formentlig finde sted i slutningen af måneden.
Betaler selv afgiftsforhøjelsen
Allerede i slutningen af august kunne Dansk Handelsblad fortælle, at en af landets tre største tobaksproducenter Philip Morris med mærkerne Marlboro og Skjold, havde sat prisen ned på en række cigaretmærker. Tobaksproducenten valgte selv at sluge den øgede afgift - og alt tydede på, at prissætningen var helt lovlig.
Philip Morris ville i første omgang ikke at kommentere prisfaldet. Senere forlød det dog, at producenten satte prisen ned af nødvendighed, fordi konkurrenternes priser ikke steg - blandt andet fordi en konkurrent "omgår afgiftsreglerne".
- Først oplever vi, at en af vores konkurrenter omgår afgiftsreglerne og sælger cigaretter til gammel afgift. Uden at myndighederne griber ind. Dernæst oplever vi, at en anden af vores konkurrenter svarer på denne urimelige priskonkurrence og sænker deres egne priser. Philip Morris er de sidste, der reagerer på denne urimelige og ulige priskonkurrence ved at sænke priserne, sagde kommunikationschef hos Philip Morris Christopher Arzrouni den gang til Dansk Handelsblad.
Skat skærper kontrol
Det er Japan Tobacco Industries med Camel og Winston, der har sendt cigaretter med gamle banderoler ud til grossisterne efter 1. april. Ifølge Coop med en advokaterklæring om, at det var lovligt.
Senere har Skattestyrelsen - uden at sætte navn på - bekræftet, at nogle producenter kan have "frigivet cigaretpakker til gamle afgiftspriser fra deres lager til detailleddet – og altså har solgt cigaretpakker til en gammel pris på et tidspunkt, hvor afgiften burde være langt højere".
- Det er min vurdering, at der kan være noget at komme efter her, sagde underdirektør og ansvarlig for afgiftsområdet i Skattestyrelsen Anne Sofie Hedemann.
Skattestyrelsen har samtidig sendt regninger ud til producenter, der har hamstret afgiftsmærker til gammel pris. Det må de nemlig heller ikke.
Men det betyder ikke, at priskrigen stopper. Der ryger fortsat cigaretmærker ud på markedet med en pris, der - viser det sig senere - er i strid med loven.
Philip Morris har udvidet sit udvalg af billige produkter fra i første omgang fire typer til nu 12. Samtidig har den største af landets tobaksproducenter, British American Tobacco (BAT), for nylig sendt en ny prisliste ud til detailhandlen. Ifølge den er der flere billige cigaretter på vej - dog ikke så billige som pakkerne fra Philip Morris.
BAT har været tilbageholdende med udtalelser om priser til pressen med henvisning til konkurrenceloven, men for nylig forklarede kommunikationschef Alexander Barming i en mail til Dansk Handelsblad indirekte tobaksproducentens handlinger med en henvisning til en konkurrent.
– BAT udtaler sig hverken om andres eller egne priser i markedet. Vi kan blot konstatere, at Skattestyrelsen fejlagtigt har sendt afgiftsmærker ud til for lav pris til en eller flere af vores konkurrenter.
Stopper salget af de billigste
Og det viser sig da også, at Skattestyrelsen har jokket i spinaten. I en meddelelse fremgår det, at "Skattestyrelsen fra 1. april 2020 til 1. september 2020 har udsendt afgiftsmærker på ca. ni mio. cigaretpakker med "detailsalgspriser" under 44 kr. Dette svarer til ca. ti procent af det samlede antal bestilte mærker i den pågældende periode".
Fadæsen er, at producenten ikke må sælge cigaretterne til en pris, der ligger under afgifter og moms.
Philip Morris (PM) vil ikke fortælle, hvor mange banderoler med den for lave pris, producenten har fået.
Men kommunikationschef Christopher Arzrouni skriver i en mail til Dansk Handelsblad, at PM løbende har meldt sine priser ind til Skattestyrelsen, som herefter har godkendt salget og udleveret stempelmærkerne til virksomheden.
- Den praksis har imidlertid ifølge Skattestyrelsen vist sig at være i strid med tobaksafgiftsloven. Det har ikke været vores intention at bryde nogen lov, tværtimod. Vi har netop konsekvent betalt afgifter på det nye høje niveau, som Skattestyrelsen har indkrævet. PM, og andre tobaksselskaber, er nu blevet bedt om at returnere de nye stempelmærker, hvor den trykte pris er lavere end tobaksafgiften og momsen, og PM har stoppet salget af de pågældende produkter.
Christopher Arzrouni tilføjer, at Philip Morris "selvfølgelig vil efterkomme Skattestyrelsens anmodningen og returnere ubrugte stempelmærker samt cigaretter med stempelmærker, der ikke er solgt endnu".