Behov for nytænkning i handlen
Dansk dagligvarehandel har behov for nytænkning. Spørgsmålet er så, hvordan man får dagligvarehandlen til at forny sig.
Det spørgsmål sætter brancheforeningen Dagligvareleverandørerne på dagsordenen på en konference i København den 7. juni. Konferencen åbnes af det socialdemokratiske folketingsmedlem Morten Bødskov, der er formand for Folketingets Erhvervs- og Vækstudvalg, og han sætter dermed gang i en eftermiddag med både indlæg og debatter.
Dansk dagligvarehandel har i flere år været præget af lav vækst og svag produktivitet. Kæderne oplever, at de presses af høje udgifter, og leverandørerne oplever, at der bliver mindre plads til nye produkter og varianter.
Forbrugerne betaler prisen i dagligvarebutikker med et mindre udvalg end i udlandet og med en konstant vækst inden for discount.
Mangfoldighed
Konferencen sætter fokus på barriererne for vækst, jobskabelse, innovation og større mangfoldighed i dansk dagligvarehandel. Og måske også svar på det centrale spørgsmål: Hvordan flytter branchen forbrugerne fra billigt til mangfoldigt.
– Vi fokuserer på at skabe værdi i dagligvarehandlen, og vi vil se på, hvilke barrierer der kan være for at skabe vækst i handlen, og hvordan man kan minimere de barrierer, der er, siger direktør Niels Jensen fra Dagligvareleverandørerne.
– Man kan bl.a. se på rammevilkårene, og hvordan vi kan skabe et stærkt hjemmemarked, som kan være med til at sikre leverandørerne succes for eksport, og man kan se på, hvordan vi får forbrugerne til at købe flere kvalitetsvarer i stedet for at købe billigt. Det handler om, hvordan vi kan sikre en samarbejdsmodel, der understøtter vækst, tilføjer Niels Jensen.
Se med direkte fra konferencen her: http://dhblad.dk/video