Begrænset udbud af øko-frugt, æg og spelt
For et udpræget landbrugsland som Danmark er det sjældent, at der opstår betydelige underskud af de mest udbredte fødevarer over længere tid.
Men når det gælder de økologiske fødevarer, er en markant vækst i salget gennem flere år ikke blevet matchet af en tilsvarende tilgang af økologiske landmænd, der kunne øge produktionen.
Først i år er et betydeligt antal gårde med et lige så betydeligt areal gået i gang med at omlægge produktionen til økologi. Det tager bare to år, før de produkter må få et rødt Ø-mærke på.
Spørger man de danske økologers egen forening, Økologisk Landsforening, er der nu udover en mangel på kød - svinekød, oksekød og kyllinger - også andre flaskehalse på vej.
- Desuden mangler der producenter af økologisk frugt og grøntsager, økologiske bær og æg. Der er også brug for flere til at lave økologisk korn, herunder efterlyser møllerne specielt producenter af specialafgrøder som eksempelvis spelt, siger Henrik Hindborg, som er markedschef i Økologisk Landsforening