Aurion-stifter forlader direktionen
Efter 45 år er tiden nu kommet til at drosle ned for Aurion-parret Jørn Ussing Larsen og hustruen Inger Larsen.
Fra årsskiftet er Jørn Ussing Larsen netop udtrådt af direktionen i Aurion, som derefter vil udgøres af adm. direktør Brian Tholstrup Nybo. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Frem til 31. juli i år vil Jørn dog stadigvæk være ansvarlig for avlerkontakt og avler-kontrakter samt indkøb af korn, såsædsplanlægning og sortsudvikling.
- Det er kun én del af mit arbejdsrelaterede virke, som jeg drosler kraftigt ned på. Den faglige del forvandler sig videre blandt andet i Kornets Hus, som nærmer sig sin færdiggørelse i de kommende måneder. Jeg ser Kornets Hus som en fantastisk manifestation af Aurions arbejde gennem mere end 45 år for at fremme en udvidet kornhorisont, siger Jørn om generationsskiftet og udsigten til snart at åbne et nyt besøgscenter om korn, ernæring og madkultur i Hjørring.
Inger Ussing Larsen vil fremover kun være tilknyttet Aurion i en rådgiverfunktion, hvor hun vil bistå administration og produktion med sin store faglige viden.
Aurion havde i regnskabsåret 2017/18 en omsætning på 39,6 mio. kr. og et resultat før skat på 778.000 kr.