Arlas landedirektør får ny, international rolle
Landedirektør i Arla Danmark Jakob Bernhard Knudsen har siddet på posten siden 2016, men nu skal mejerigiganten på jagt efter en ny.
Jakob Bernhard Knudsen skifter nemlig fra 1. marts rolle i Arla og bliver kommerciel ansvarlig for Europa med titlen Senior Vice President, Commercial Operations Europe.
Som kommerciel ansvarlig for Europa bliver én af hovedopgaverne for Jakob Bernhard Knudsen at styrke kendskabet til Arla brandet og brandets popularitet hos de europæiske forbrugere.
Efter en længere karriere i bl.a. Carlsberg startede Jakob Bernhard Knudsen i Arla Danmark i 2012 som marketingdirektør, inden han i 2016 blev landedirektør.
Jakob B. Knudsen vil samtidig med sin nye stilling fortsætte som landedirektør i Arla Danmark, indtil hans afløser er fundet.