Arla vinder CSR-Prisen 2020
For 26. gang hylder Revisorforeningen FSR danske virksomheder, som tager et ekstra ansvar, når det kommer til at formidle deres positive såvel som negative aftryk på klima, miljø, forretningsetik og sociale forhold.
Årets vinder inden for kategorien "unoterede virksomheder" er Arla Foods, som ifølge FSR skal ses som en rollemodel med scope-opdelte CO2-udledninger og målsætninger, når det kommer til virksomhedens klimarapportering.
Det skriver FSR i en pressemeddelelse.
Arla har ikke tidligere vundet CSR-Prisen, der i år blev overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary, mens Hanne Søndergaard, CMO og executive vice president, var mødt op for at modtage prisen.
- Vi er superstolte og glade for at få prisen. Bæredygtighed betyder meget i Arla, og det kræver en stor kontinuerlig indsats fra både medarbejdere og landmænd at levere på vores mål. Det er dejligt at få anerkendelse ikke bare af vores transparente måde at rapportere på, men også af vores strategiske og systematiske indsats gennem mange år for at kunne tilbyde stadigt mere bæredygtige mejeriprodukter, siger Sanne Søndergaard.