Arla vil hæve økosalget med 50 pct.
Det økologiske salg af mejeriprodukter har stort set ikke bevæget sig opad herhjemme de sidste fem år. Det vil Arla nu for alvor gøre noget ved. Målet er således at hæve salget af økologiske mejeriprodukter med 50 pct. over de næste tre til fem år.
17 pct. af Arlas omsætning i Danmark, kommer i dag fra salg af økologiske produkter. Bag den økologiske andel gemmer sig dog store forskelle fra kategori til kategori. Mens 30 pct. af Arlas mælkesalg i dag stammer fra økologi, er økologiandelen langt mindre inden for især ost og yoghurt. Her ser Arlas danske landedirektør, Jakob B. Knudsen, et stort indsatsområde for virksomheden de kommende år.
- Der er et potentiale til, at vores øvrige kategorier får en lige så stor økoandel, som mælken har i dag. Det vil vi gerne investere i. 95 pct. af den økologi, der bliver solgt i dag, kommer fra mælk eller youghurt. Vi skal have bredt økologien ud i de øvrige mejerikategorier. Det er især på ost. Yoghurt kan også blive større, siger Jakob B. Knudsen.
Udover at hæve det økologiske salg af eksisterende produkter, ser Arlas landedirektør også et stort potentiale i foodservice-forretningen, hvor flere, især offentlige, men også private køkkener og kantiner har øje på at blive økologiske certificerede de kommende år. Derudover ser Jakob B. Knudsen også en økologisk vækst komme fra helt nye produkter som Øko Flødeis og Baby&Me-serien som nogle af de seneste eksempler.
- På få år har vi fået skabt et stort marked inden for modermælkserstatning med Baby&Me, som er 100 pct. økologisk. Det er bredt ude i alle kæder og har taget en position som nummer to på markedet for modermælkserstatning, så det er jo blevet en kæmpe forretning for os inden for få år. Det er jo et godt eksempel på, hvordan vi med Arla-mærket og økologi kan gå ind og tage en position, i en for os helt ny kategori, på det danske marked, siger Arlas landedirektør.
Vil demokratisere økologi
For at lykkedes med Arlas ambitiøse vækststrategi på økologi taler virksomheden selv om, at man vil demokratisere økologien. Den ambition betyder dog ikke et fald i forbrugerpriserne i samtlige økologiske kategorier, understreger Jakob B. Knudsen, der dog vedkender sig, at prisen på økologisk ost generelt har været for dyr.
- Som forbruger betaler du jo i dag kun 50 øre til 1 kr. mere for økologisk mælk, end hvad den konventionelle mærkevaremælk koster. Og ligesådan forsøger vi at gøre med ost. Det er klart, at en økologisk ost måske skal koste 20- 25 pct. mere og ikke 50 pct. Det, der har været problemet, er, at økologisk ost har været forholdsvis dyr. Hvis salget af økologisk ost skal vokse, er vi nødt til at sænke prisen. Det har vi gjort fra årets start, fortæller han.
Ifølge Jakob B. Knudsen er der især to typer forbrugere, der køber økologi. En type er de forbrugere, der har en større økologisk agenda i forhold til bæredygtighed, dyrevelfærd, ingen brug af sprøjtemidler med videre. Her er salget rimelig konstant. Dernæst er der børnefamilierne, for hvem økologien giver tryghed. Det er den forbrugergruppe, der i høj grad skal indfri Arlas økologiske ambitioner.
- Mange børnefamilier køber både økologisk og konventionelt. Er der gode prisrigtige økologisk produkter i andre kategorier, så vil de også gerne købe det. Så det er børnefamilierne, vi vil have endnu mere fat i, siger Jakob B. Knudsen.
Trader ikke ned
Over de seneste måneder er priserne på fødevarer steget markant herhjemme med prisstigninger på fødevarer og ikke alkoholiske drikkevarer på 3-4 pct. i forhold til juli- august sidste år. Helt ekstraordinært har prisstigningen været på en almindelig pakke smør de senere måneder, hvor færre malkekvæg i Europa har betydet en nedgang i smørproduktionen på foreløbig 70.000 tons.
De generelt højere mælkepriser er dog ikke noget, der får forbrugerne til at trade ned fra økologi til konventionelle produkter, forklarer Jakob B. Knudsen.
- Den her gang mærker vi ikke, at forbrugerne trader ned i private label. Økologien holder sin andel meget fint. I kriseårene 2009, 2010, og 2011 var der måske en tendens til, at forbrugerne tradede ned, men der er lidt mere overskud i samfundet til, at man prioriterer økologien i dag. F.eks ser vi en god vækst i økologisk ost. Godt nok fra et lavt niveau, men det tolker jeg som om, at forbrugerne gerne vil betale for økologi, siger landedirektøren.