Arla udfordrer mælkekategorien
Mejeriselskabet Arla Foods lancerer en ny produktserie, der skal nytænke hele mælkekategorien.
Den nye produktserie hedder MLK. Det er en mælkedrik, der består af økologisk minimælk, økologisk rørsukker og naturlige aromaer fra bl.a. hindbær og jordbær.
I udlandet har mælk med smag været en del af butikkernes sortiment i årevis, og ambitionen med den danske produktserie er at udfordre kategorien og at få fat i de danskere, der ellers ikke bryder sig om smagen af mælk.
- Vores klare ambition er at gå forrest i mælkekategorien ved at forny os med udgangspunkt i forbrugernes behov og ønsker. Derfor er innovation et nøgleord hos Arla, og vi arbejder løbende med, hvordan vi kan skabe nye produkter med mælken som det naturlige omdrejningspunkt, siger landedirektør for Arla Danmark, Jakob B. Knudsen, i en pressemeddelelse.