Arla sender havremælk på markedet
Halvt laktosefri mælk, halvt havredrik. Umiddelbart kan det lyde som en alternativ måde at kombinere alternativer til traditionel komælk, men det er ikke desto mindre, hvad Arla nu lancerer på det svenske marked.
I første omgang kommer produktserien "Mælke- og havredrik" i tre varianter: en original version, en med højere fedtprocent til kaffen og en med chokoladesmag.
- De fleste svenskere drikker i dag mælk i en eller anden udstrækning, og en vis andel af vores kunder drikker plantebaserede drikke. Vi lancerer et produkt, som ikke findes på markedet. Vi ville skabe et bedre alternativ til mælk end det, som eksisterer. Dette her er en innovation, hvormed vi med mælken som naturlig ingrediens tilfører både smag og sundhedseffekter. Et produkt helt uden kunstige tilsætningsstoffer, skriver Arla Sveriges pressechef, Erik Bratthall, som svar på, hvorfor Arla har valgt at lave disse produkter.
Og netop tilsætningsstofferne er et interessant argument.
Blander flere trends
Der er mange modsatrettede hensyn at tage over for moderne forbrugere. Nogle styrer uden om animalske produkter, gluten og laktose af forskellige årsager som miljøhensyn, personlige sundhedsidealer eller andet.
Årsagerne til at vælge enten laktosefri mælk er typisk laktoseintolerans eller en opfattelse af øget velvære. Forbrugere, der køber plantedrik, gør det ofte på grund af holdninger til dyrevelfærd, klima eller på grund af mælkeallergi.
Andre igen fravælger fri for-varerne, fordi der kan være tilsætningsstoffer i, som er med til at gøre produkterne "unaturlige".
På spørgsmålet om, om det ikke ville give mere mening for Arla at kaste sig helhjertet ind på plantedrikmarkedet, fremhæver Erik Bratthall igen fraværet af kunstige tilsætningsstoffer.
Han henviser til en undersøgelse fra Kantar Sifo, som viser, at otte ud af ti svenske forbrugere undgår kunstige tilsætningsstoffer, når de køber fødevarer. Desuden svarer hele 95 pct. af dem, der køber plantedrik, at de foretrækker naturlige ingredienser.
Det er således dette hul i markedet, Arla Sverige vil forsøge at lukke med sin havremælkeblanding med kun naturlige ingredienser.