Arla ramt af stor chaufførmangel i Storbritannien
-
Manglen på chauffører er så akut i Storbritannien, at Arla ikke kunne levere mejeriprodukter til 600 butikker i sidste uge
Arla leverer mejeriprodukter til 2400 britiske butikker om dagen. I sidste uge måtte mejerigiganten dog opgive leverancerne til 600 af butikkerne, oplyser BBC.
Årsagen skal ikke findes i Arlas produktion, men skyldes derimod en udbredt mangel på lastbilschauffører i Storbritannien.
Siden april har Arla ikke kunnet tiltrække tilstrækkeligt med chauffører. Derfor appellerer Arla nu til de britiske myndigheder om at speede op for godkendelsen af lastbilkørekort og udstikke midlertidige tilladelser til transportfirmaer fra andre lande.
- Det er meget bekymrende for kunderne, når de går ind i butikkerne og opdager, at hylderne er tomme, siger Ash Amirahmadi, UK managing director, til BBC.
Ifølge den britiske transportorganisation The Road Haulage Association mangler der aktuelt 100.000 chauffører.
Bonus til chauffører
Den kritiske mangel på chauffører betyder, at Arla hver dag må undlade at hver tiende leverance i Storbritannien, fortæller Amirahmadi.
Det har presset lønningerne i vejret. F.eks. giver supermarkedskæden Tesco en velkomstbonus på 1000 pund (ca. 8700 kr.) til nye lastbilchauffører.
Arla, der benytter tredjepart chauffører, har også øget lønningerne betragteligt, oplyser Ash Amirahmadi. Det inkluderer en bonus på 2000 pund til nye chauffører, hvis de er villige til at arbejde i weekenden.