Arla og Carlsberg nomineret til CSR Prisen
Fødevaresektoren er solidt repræsenteret i feltet af nominerede til CSR Prisen 2020, som uddeleles revisionsforeningen FSR - Danske Revisorer.
For andet år i træk er Arla nomineret i kategorien "stor unoteret virksomhed" med Pensiondanmark og Grundfos, mens Carlsberg, der senest var nomineret i 2018, er blandt de fire nominerede i kategorien for "stor børsnoteret virksomhed". Her er bryggerikoncernen nomineret sammen med A.P. Møller-Mærsk, Rockwool og Ørsted.
De i alt syv nominerede er udvalgt blandt et bruttofelt på 67 store, danske virksomheder - 37 unoterede og 30 børsnoterede - hvoraf 50 er udvalgt af FSR, mens 17 har indstillet sig selv til prisen.
Klimafokus og bæredygtighed
Hos FSR lægger man i 2020-nomineringerne vægt på, at de udvalgte virksomheder forholder sig til FN's verdensmål og kampen mod klimaforandringer
De nominerede er udvalgt, fordi de i deres årsrapporter udviser eksempler på "god praksis inden for rapportering om bæredygtighed og klima. Med prisen ønsker vi at anerkende de store danske virksomheder, der i deres årlige rapport skaber gennemsigtighed og troværdighed om virksomhedens samfundsansvar, og som på den måde kan være en inspiration for andre," lyder det blandt andet fra FSR.
Virksomhedernes rapporter om samfundsansvar er vurderet ud fra tre hovedkriterier for at afgøre, hvem der skulle nomineres til - og ultimativt vinde - CSR Prisen 2020. Kriterierne er: Relevans og væsentlighed, brugbarhed og troværdighed samt transparent klimarapportering.
Kobling mellem hensigt og praksis
Både Arla og Carlsberg får blandt andet ros med på vejen for deres kobling mellem forretningsstrategi og de forskellige bæredygtige indsatser og håndtering af deres respektive udfordringer.
Om Carlsberg siger dommerpanelet, at rapporten "skaber sammenhæng mellem forretningsstrategien og udfordringer koblet til Carlsbergs produktion og produkter, som bæredygtighedsstrategien ’Together Towards Zero’ tager fat om. Samtidig står koblingen til FN’s verdensmål klart frem."
Om Arla lyder det, at der er tale om en "relevant rapport, der med en klar struktur afspejler Arlas systematiske måde at tilgå bæredygtighed på med kobling til FN’s Verdensmål og fokus på hele værdikæden."
Den endelige vinder findes 26. oktober, 2020 på konferencen CSRdag 2020: Førerposition i en ekstraordinær tid, som afholdes på Børsen i København.