Analytikere: Forandrings-racet speeder yderligere op

Leverandører 16. mar 2018 -
This describes the image
Adm. direktør Oliver Wright fra Accenture er programleder for World Economic Forums tænketank for detailhandel med forbrugsvarer. Foto: Jesper Veber Knudsen

- Vær forberedt på mere disruption.

Budskabet var overhovedet ikke til at tage fejl af, da to britiske topeksperter på detailhandelsudvikling fremlagde deres syn på udvalgte trends i branchen i den nærmeste fremtid på Mærkevareleverandørernes årstræf i København 8. marts.

Adm. direktør Oliver Wright fra Accenture, der er programleder for selveste World Economic Forums tænketank for detailhandel med forbrugsvarer, lagde ud:

- Omfanget af den disruption, som er på vej indenfor de næste 10 år, er enorm. Ud fra de aktuelle trends, vi ser, og hastigheden i den teknologiske udvikling, og hvordan det driver forbrugeradfærden, forventer vi at se mere forandring i branchen de kommende ti år, end vi har set i de sidste 40, sagde han.

Fem e-giganter snupper væksten

På engelsk er disruption i grunden et mere præcist begreb, end den paraply-betegnelse der allerede er godt nedslidt efter overdreven brug her i landet de seneste år.

Men et af de absolut vigtigste lokomotiver for forandrings-toget er naturligvis digitaliseringen, som indenfor handelen har givet liv til giganter som amerikanske Amazon og kinesiske Alibaba.

Og de kommer ifølge Accenture til at sætte sig på uhørt høje andele af den samlede vækst i handelen.

- Vi forventer, at E-handelen vil nå 40 pct. af alle indkøb i hele den udviklede del af verden i løbet af omkring 10 år. Det er et kolossalt tal. Halvdelen af al vækst i detail vil gå til e-handel, og ud af den vækst tager alene de fem største e-handelsvirksomheder halvdelen. Vi har Alibaba og JD.com i Kina, Rakuten i Japan, og selvfølgelig Amazon og E-bay i USA. De tegner sig for over halvdelen af al vækst i e-handel i dag - og den procentdel bliver øget, sagde Wright i København.

Nye opkøb på vej fra Amazon

Mindst tre af de fem giganter har i de seneste år også bevæget sig ind i handel med fødevarer i fysiske butikker. Og der er mere af den slags på vej fra Amazon, vurderede Nick Downing, kommerciel direktør i analysevirksomheden IGD.

Han tolker Amazons køb sidste år af gourmetkæden Whole Foods som en spæd begyndelse.

- Vær klar til, at Amazon går ud og køber mere op. De mener det alvorligt. Ikke kun, hvad angår online. Det handler mere om at følge kunden, hvor han eller hun går hen. Man skal være forberedt på et nyt Amazon-opkøb af en stor regional eller landsdækkende detailhandler. Det er absolut en realistisk mulighed, sagde Nick Downing.

Blandt hans øvrige spådomme for en nær fremtid er et tættere samarbejde mellem de to Aldi-dele, Nord og Süd. Downing anser et nyligt første møde mellem de to Aldi'er om udvidet samarbejde som et muligt startskud til en reel fusion.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?