Amerikansk conveniencekæde fejrer 25 år i Danmark

Leverandører 6. nov 2018 -
This describes the image
| 7-Elevn på Nørreport Station. Foto: 7-Eleven|

Der er stadig croissanter, pizzaer og pølser i disken i de 177 danske 7-Eleven-butikker, men conveniencekæden, der den 7. november kan fejre sit 25 års jubilæum i Danmark, har også fået mere sunde retter i sortimentet.

Og det er ikke kun sortimentet, der er blevet sundere. I 2014 opnåede 7-Eleven med adm. direktør Jesper Østergaard ved roret sit første overskud.

- 7-Eleven i Danmark er historien om udviklingen fra nødindkøb af dagligvarer og klassisk fastfood til fuldblods convenience, sundere alternativer og butikker på hospitaler. Hvis man i 90’erne havde talt om, at 7-Eleven en dag ville åbne på hospitaler, havde de fleste nok rystet på hovedet. Men koncepter skal udvikle og tilpasse sig for at overleve, og det synes jeg i al beskedenhed, at vi er lykkedes med i 7-Eleven, siger Jesper Østergaard, adm. direktør i Reitan Convenience Denmark, der driver 7-Eleven i Danmark.

Står det til Jesper Østergaard kan danskerne se frem til flere 7-Eleven butikker – både klassiske butikker, Deli-varianter samt flere butikker på hospitaler.

Da Joe Thompson opfandt forløberen for 7-Eleven, ”Southland Ice Company”, i USA i 1927, var det med et koncept, der bestod i at sælge fødevarer som æg, mælk og brød samt isblokke til kunderne, så fødevarerne kunne holdes kolde derhjemme. Det var convenient dengang.

Senere var 7-Eleven i USA de første til at introducere "coffee to go’" og i Danmark var 7-Eleven først med bake off.

Fødselsdagen markerer 7-Eleven med festivitas i kædens første butik på Trianglen i København. Derudover vil der være tilbud i alle butikker over hele landet på signaturprodukter som croissanter og kaffe og 25 pct. rabat på de populære måltidssalater.

Opdateret 10. nov 2020