Ahold Delhaize har etableret et Amazon-værn i Holland

Leverandører 26. mar 2019 -
This describes the image
| Foto: Bol.com|Foto: MLDK/Morten Schødt/ Mediapoint

Salling Groups bestræbelser på at gøre Wupti.com til en særlig dansk markedsplads er hverken det første eller eneste forsøg af sin art i et europæisk land.

I Holland har Sallings samarbejdspartner Ahold Delhaize allerede i 2011 etableret en åben online-markedsplads med nonfood på Bol.com, hvor man sågar også kan købe genbrugsvarer.

Netop markedspladsen Bol.com var et af de temaer, som den danske adm. direktør for Ahold Delhaize i Tjekkiet, Jesper Lauridsen, fortalte om, da Mærkevareleverandørerne holdt Årstræf i København 14. marts.

Bol.com er et resultat af truslen fra giganten Amazon, som tidligt havde etableret sig i nabolandet Tyskland.

- Vi var nødt til at sørge for, at vi havde et stærkt forsvar, så vi kunne klare os mod Amazon, så vi kunne klare os mod de bedste. Vi gik ind sammen med en anden virksomhed og etablerede et merchandise-koncept, hvor vi samlede tusindvis af leverandører og underleverandører i et hollandsk netværk og byggede et øko-system op, hvor vi havde den fordel, at det var lokale hollandske virksomheder, som var med. Det er ikke noget, der er nemt at kopiere som stor international spiller, fortalte Jesper Lauridsen.

Markedsplads og fødevarer på hollandsk

- Med det har vi skabt Bol.com med mere end 14 mio. nonfoodvarer på nettet, som kan leveres dagen efter bestillingen. Og det er en enorm konkurrencemæssig fordel at kombinere med vores fødevarekoncept, for dermed har vi den platform, som Amazon er utroligt interesseret i at få. Det er en udvikling, som er to eller tre skridt foran andre markeder, herunder Danmark.

I Holland er Aholds Albert Heijn-kæde markedsleder på dagligvarer - med en andel på ca. 35 pct., præcis som Salling Group herhjemme.

Bol.com er også markedsleder i hollandsk e-handel, og væksten i 2018 nåede 32 pct. - lidt mere end året før.

Sidste års omsætning landede på 2,1 mia. euro - 16 mia. kr. - og driftsresultatet var positivt.

I dag er der 20.000 sælgere på markedspladsen, der bliver markedsført som "De winkel van ons allemaal" - vores alle sammens butik.

Selv hollandsk-belgiske Ahold Delhaize med en omsætning tæt på 500 mia. kr. og en placering som nummer 11 på den seneste Deloitte-liste over de største detailvirksomheder i verden har et stort behov for at alliere sig med andre virksomheder for at forsvare sig mod Amazon & Co.

- Selv med vores 63 mia. euro i omsætning er vi simpelthen ikke store nok til at konkurrere med de her giganter, sagde han med henvisning til andre giganter som Walmart og Lidl.

Derfor er et vigtigt element i Ahold Delhaizes strategi at samarbejde med andre - som i tilfældet Bol.com.

Fanget i giganternes net

Jesper Lauridsen advarer mod den kraftigt øgede koncentration, der ligger i techgiganternes datadrevne forretninger, der på nærmest blæksprutteagtig vis omfavner forbrugerne fra mange vinkler på én gang.

- Hvis du som kunde har en app, der hedder Walmart eller Amazon, er du næsten allerede fanget i deres kæmpe netværk af underleverandører. Tusinder af underleverandører og mange millioner af varer. Der er vel egentlig ingen grund til at have noget andet valg. Tror I, det stopper der, og at dagligvarer er relativt fredet, så tager I fejl, lød det.

- Når man ser den konsolidering, der ligger i de mutant-platforme, finder man ud af, hvor utroligt stærke og nærmest diskriminerende de er. Så med mindre der kommer politisk rådgivning ind mod de her systemer, så er det systemer, der er så stærke og svære at gøre noget ved, sagde Jesper Lauridsen.

Opdateret 10. nov 2020