Aftale om levering til offentlige køkkener lunede under coronakrisen
Hørkram, der er blandt landets største foodservicegrossister, blev ramt af coronakrisen med lige så pludselig kraft som det øvrige marked.
Ordrerne fra restauranter og cafeer stoppede brat, og det fik hurtigt konsekvenser for arbejdsstyrken på Hørkrams to afdelinger i Sorø og Kolt ved Aarhus.
– Vi gik med i en lønkompensationsordning. Vi har haft knap 500 medarbejdere på den ordning. Det er omkring halvdelen af vores arbejdsstyrke, siger viceadm. direktør Preben Kristensen.
Men Hørkram havde samtidig den fordel, at virksomheden er leverandør på bl.a. SKI’s fødevareaftale og dermed dagligt leverer mad til kommuner og regioner. – Det har været en god hjørnesten for Hørkram, siger han.
Hørkram er leverandør til to regioner, der har som primær opgave at drive sygehuse, og virksomheden leverer til knap 90 kommuner. Hele den sektor har kørt trods krisen.
– I regionerne og kommunerne har sygehuse og plejehjem haft det samme antal medarbejdere, som har fået mad. Vi er forpligtet til at komme ud i alle hjørner af Danmark. Vi har haft vores logistikstreng til at køre i alle kommuner, også i udkantsdanmark. Vi kunne i foråret ikke lukke ned i nogen afdelinger, når vi har de kontraktlige forpligtelser til at levere. I det store og hele er det gået fint, men der har selvfølgelig været skoler og rådhuse, hvor offentligt ansatte har været sendt hjem, og det har vi kunnet mærke.
Take away
Ud over opgaven med at levere til offentlige køkkener har der under coronakrisen været de mange restauranter, der som alternativ har solgt take away. Dem har Hørkram løbende leveret til, om end i en betydeligt lavere målestok end normalt.
Preben Kristensen siger, at Hørkram har været meget opmærksom på at imødekomme restauranternes ændrede behov for at holde en størst mulig del af forretningen kørende.
– Lukningen af det private marked med restauranter og hoteller har vi mærket hårdt. Vi har mærket den øgede interesse for take away, og dem har vi leveret til. Der er rigtig mange kunder, der er gået over til at levere take away, måske ikke hver dag, men et par dage om ugen, specielt i weekenderne.
Hørkram har under krisen været i tæt kontakt med moderselskabet, den tyske cateringgigant Citti. De har løbende udvekslet erfaringer, da Citti driver virksomhed i flere europæiske lande.
– Vi opererer i flere lande, og situationen har lignet hinanden meget. Vi er klart den største spiller på det offentlige marked, men hvis man ellers går ind i forskellige kundegrupper, er det fuldstændig ens. Vi har lavet nogle tiltag, der er ens i vores afdelinger i landene. Når man ikke leverer til restaurationsverdenen, behøver man ikke at arbejde i weekender og om aftenen. Det stoppede vi da også ret hurtigt med i alle lande.
Et hårdt år
Preben Kristensen er ikke i tvivl om, at coronakrisen vil præge hele foodservicebranchens nøgletal i 2020.
– Mit bud er, at markedet som helhed i år vil nå omkring indeks 75. Han forudser, at branchen skal ind i 2021, inden den er tilbage til det normale.
– I de kommende måneder kommer vi til at mangle hele eventmarkedet. Vi er leverandør til bl.a. Roskilde Festival, og den er udskudt til næste år ligesom de øvrige festivaler og andre store begivenheder. Til efteråret bliver der forhåbentlig åbnet for rigtig mange fester, så der kommer liv i hele festmarkedet. Jeg tror desværre, at vi kommer til at mangle turisterne i Danmark, og det vil vi kunne mærke. Vi skal formentlig helt hen til omkring årsskiftet, før vi er der, hvor vi plejer at være.
Preben Kristensen tror, at coronakrisen på nogle områder vil præge det fremtidige udespisningsmarked.
– Det er mit indtryk, at de, der har valgt alternative forretninger som take away, har haft en god oplevelse. Jeg tror, at det er kommet for at blive. Det vil de fortsætte med. Det vil måske endda udvide markedet. Jeg kunne godt forestille mig, at mange danskere har oplevet, at når man har haft en hård arbejdsuge og ikke har overskud til at gå ud og spise, så er det en god model at købe noget take away og en god flaske vin fra købmanden og så nyde det derhjemme, for det har været fremragende.
– Man kan også forestille sig, at der vil komme fornyelser på emballagedelen. Det kan vi allerede mærke med en øget interesse for bæredygtig emballage. Det vil også udvikle sig i fremtiden. Der er kommet mere gang i udespisningsmarkedet, og Hørkram kan nu igen se ordrerne strømme ind til de to afdelinger.
For Preben Kristensen er et centralt spørgsmål nu, hvornår turisterne for alvor kan besøge Danmark igen.