Adm. direktør og bestyrelsesformand forlader Harboes Bryggeri

Leverandører 12. dec 2019 -
This describes the image
| Karina Harboe Laursen er fratrådt jobbet som adm. direktør i Harboes Bryggeri. Foto: Harboes Bryggeri|
Skrevet af: Søren Tougaard

Adm. direktør i Harboes Bryggeri, Karina Harboe Laursen, samt selskabets operationelle direktør Kirsten Ægidius har i dag fratrådt deres stillinger med øjeblikkelig virkning.

Samtidig har bestyrelsesformand Søren Stampe meddelt, at han udtræder af bestyrelsen.

Årsagen er, at det ikke har været muligt at nå til enighed om implementeringen af selskabets fremadrettede strategi, fremgår det af en selskabsmeddelelse.

I stedet har bestyrelsen konstitueret sig med Berhard Grise som ny formand og tidligere Netto-direktør Mads O. Krage som næstformand, mens Søren Malling er blevet ny konstitueret adm. direktør og Martin Schade konstitueret operationel direktør.

- Ledelsesændringerne får ingen betydning for selskabets strategi og vores fortsatte målrettede indsats for at styrke vores internationale position inden for både drikkevarer og ingredienser med det klare fokus at øge værdiskabelsen til vores aktionærer, udtaler bestyrelsesformand Berhard Grise.

Underskud efter millionnedskrivning

I juni præsenterede Harboes Bryggeri et underskud på 12,9 mio. kr. for 2018/19, mens resultatet det forrige år var på blot 0,2 mio. kr. Underskuddet er især relateret til en Harboes Bryggeris estiske virksomhed, som blev nedskrevet med 11,5 mio. kr. i juni 2019.

Samtidig ventes den fulde effekt af at reducere omkostningerne i Estland først at slå igennem i regnskabsåret 2020/21.

Harboes Bryggeri omsætter for 1,37 mia. kr., hvilket er en stigning på ca. 30 mio. kr. i forhold til forrige regnskabsår.

Fratrædelserne vil have en negativ effekt på resultatet før skat i regnskabsåret 2019/20 med ca. 3 mio. kr., fremgår det af selskabsmeddelelsen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?