3-Stjernet og Aalbæk løfter resultatet

Leverandører 19. jun 2019 -
This describes the image
Foto: 3-Stjernet

Den danske aflægger af den internationale finske kødkoncern Atria er ikke helt tilfreds med udviklingen i 2018, selv om årets driftsresultat voksede med 26 pct. til 22,4 mio. kr.

Atria Danmark med de to velkendte charcuteribrands, 3-Stjernet og Aalbæk, mistede 20 mio. kr. af omsætningen, der landede på 433 mio. kr. sidste år. Det fremgår af Atria Danmarks årsrapport for 2018.

I ledelsesberetningen bliver det danske marked for dagligvarer da også karakteriseret som "særdeles hårdt og konkurrencepræget".

Efter skat kunne Atria Danmark bogføre et overskud på 16,5 mio. kr. - mod 13 mio. kr. i 2017.

Lever ikke op til forventninger

Fremgangen var imidlertid ikke på niveau med det forventede.

"Forventningerne til 2018 var et resultat væsentligt over niveauet for 2017 og 2016, under hensyn til det store tab i indtjeningen fra 2015 til 2016. Med baggrund i ovenstående betegner ledelsen ikke årets resultat som tilfredsstillende", lyder dommen i ledelsesberetningen.

Fra 2015 til 2016 blev overskuddet stort set halveret til 11 mio. kr., og siden er det ikke lykkedes at nå tilbage til det "gamle" indtjeningsniveau.

Alligevel udlodder Atria Danmark 50 mio. kr. i udbytte for året.

Forventningerne til overskuddet i indeværende regnskabsår er sænket, så det "grundet markedsmæssige forhold at ligge på niveau med 2018".

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?