180.000 danskere har fået kontaktløse Dankort
Danskerne har taget kontaktløse betalinger til sig hurtigere end forventet. I løbet af kun fire uger er 180.000 kontaktløse Visa/Dankort og Dankort bestilt og på vej til danskerne.
- Det er gået væsentlig hurtigere, end vi havde forventet, siger ansvarlig for Dankortet i Nets, Jeppe Juul-Andersen.
De fleste store banker har valgt i en periode at tilbyde kunderne gratis at få udskiftet de ”gammeldags” Dankort med et kontaktløst kort, og det har fremskyndet udskiftningen af Dankortet.
- Bankerne har ønsket at tilbyde deres kunder at udskifte kortene til kontaktløse, og det er der en række kunder, der har sagt jatak til, selv om kortet ikke er udløbet, siger Jeppe Juul-Andersen.
Hvis kortholderne ikke selv beder om at få et kontaktløst Dankort, så bliver det automatisk skiftet, efterhånden som de nuværende kort udløber. Mange Dankort har udløb i 2016.
Nemmere for kunden
Jeppe Juul-Andersen mener, at det er forståeligt, at danskerne gerne vil have de kontaktløse kort, som bare skal holdes hen til terminalen for at blive aflæst.
- Det er nemmere for forbrugeren, og det er også nemmere for butikken. For betalinger under 200 kr. så behøver man ikke længere pinkode, og så går det bare superstærkt. Jeg var så heldig at være med i en pilottest hele sommeren, så jeg har prøvet det. Det går bare lynhurtigt, siger Jeppe Juul-Andersen.
Han oplyser, at mere end 60 procent af alle køb med Dankort er under 200 kr., så de vil kunne foretages uden brug af pinkode.
15 procent klar
De store dagligvarekæder var nogle af de første til at være klar til at modtage kontaktløse betalinger, men foreløbig er det kun 15 procent af terminalerne, der er omstillet til at kunne aflæse kortene kontaktløst.
- Det er heldigvis hovedsageligt de terminaler, der er flest transaktioner på, og langt de fleste terminaler er forberedt til kontaktløst, men de skal dog stadig slås til, siger Jeppe Juul-Andersen.
Nets har udarbejdet materiale om, hvordan butikkerne indfører kontaktløs aflæsning. Omstillingen sker i dialog med butikkens terminalleverandører.
Jeppe Juul-Andersen forventer, at butikkerne i de kommende uger vil blive motiveret for at få kontaktløse terminaler, efterhånden som de mange kontaktløse kort kommer ud til kunderne.
- Om et år eller halvandet år vil det være standard, at en betaling er kontaktløs, forudser han.
Næste skridt er smartphone
Han tror på, at de kontaktløse Dankort vil udbygge Dankortets position.
- Dankortet er suverænt det mest brugte kort, og vi ser en rivende udvikling på betalingsmarkedet med de mange nye muligheder, og så ser vi selvfølgelig også en fremtid hvor Dankortet kommer over på mobiltelefonen, siger han.
Nets drøfter i øjeblikket med bankerne og detailhandelen, hvordan Dankortet i praksis skal komme over på mobiltelefonen. Endnu er der ikke sat en dato for, hvornår Dankortet kommer på mobilen.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Arkivfoto: Henrik Frydkjær