Ja, man kan godt gå på barsel som købmand!

Kvinder i ledelsen 20. feb 2024 -
This describes the image
Jeg kan mærke, at flere kvinder i vores branche får interesse i ledelse, så det er fedt, I sætter fokus på emnet. Det er godt for unge piger at vide, at det kan lade sig gøre at kombinere familieliv med en lederstilling eller med at drive butik,” siger købmand Christina Kirkegaard Vind fra Rema 1000 i Exnersgade i Esbjerg. Privatfoto
  • Cassandra og Christina viser vejen for unge kvindelige købmands-kandidater. De to forener familieliv og det selvstændige job og får loyal opbakning fra medarbejdere og kunder

Det er ikke nemt både at være mor og købmand. Men det kan lade sig gøre.

Sådan lyder konklusionen fra to yngre kvindelige Rema 1000-købmænd, som Dagligvarehandlen.dk har talt med. Kun hver tiende købmand i kæden er kvinde, og Rema 1000 bestræber sig på at øge andelen.

34-årige Christina Kirkegaard Vind har siden 2021 bestemt kursen for den travle Rema 1000 i Exnersgade i Esbjerg. Men som 25-årig elev havde hun ingen ambitioner om at lede en butik.

Tilbageholdende piger

- Jeg arbejdede i Rema 1000 på Parkvej i Esbjerg, og da jeg var på skoleophold i Grenaa, spurgte en underviser: hvem af jer vil være købmænd? Alle drengene rakte hånden op. Jeg – og de andre piger – holdt hånden i ro. Jeg tænkte: jeg er mor, det skal jeg bare ikke! Det virkede helt urealistisk. Vi piger er generelt mere selvkritiske og perfektionistiske end drengene. De er til gengæld hurtigere og mere målrettede, siger Christina.

Men undervejs i uddannelsen skete der noget afgørende.

- Jeg fik succesoplevelser og ros, og der blev tændt en gnist i mig. Det stod klart for mig, at jeg virkelig var vild med jobbet. Jeg tog ansvar og fik lov til at prøve kræfter med kampagner. Min regionschef og min købmand fik banket selvtillid ind i mig. Pludselig følte jeg, at jeg havde ejerskab over butikken, så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne gå hele vejen, siger Christina.

Familieforetagende

Hun hoppede videre opad i karrieren og takkede ja til at blive souschef. Hun gik på Talentuddannelsen, havde en kort afstikker til en anden butik – og så slog hun til, da der skulle findes en ny købmand i Esbjerg-butikken i Exnersgade.

- Jeg er mor til to og har forenet familieliv og arbejde. Det er ikke min butik. Det er vores butik. Mine børn og min mand hjælper til i pressede perioder. Jeg ses med souschefen privat, min lillebror er ansat som elev, og mine niecer arbejder i butikken. Jeg ønsker, at atmosfæren skal være afslappet og hyggelig. Det er vigtigt med rigtig god kundekontakt. Jeg tager gerne en sludder med ældre stamkunder, der vil hilse på om morgenen, siger Christina og erkender, at hun i perioder er for presset.

Frihed og overskud

- Jeg arbejder gennemsnitligt 75 timer om ugen. I perioder bliver det for meget. Det er især omkring jul og helligdage. Men på en normal hverdag trives jeg fint med det. Det, med at arbejde meget, er også noget, jeg selv vælger. Jeg ved, at andre købmænd og uddelere arbejder færre timer, og det respekterer jeg. Jeg er noget i konflikt med samfundsudviklingen, som går mod, at mange vil arbejde mindre. Men jeg synes, at den enkelte selv skal ha' lov til at bestemme, hvor meget man vil arbejde.

- Jeg elsker netop friheden ved at være købmand. Det har ganske vist betydet, at vores familie er atypisk. Min mand har fuldtidsarbejde, og det er ham, der vasker tøj og oftest henter og bringer børnene. Jeg prøver at hjælpe med alt det, jeg kan, men jeg er nødt til at bruge rigtig mange timer på butikken. Til gengæld har vi mulighed for at tage på spændende rejser, når vi holder ferie. De oplevelser værdsætter vi meget. Vi skal på skiferie for første gang, og det havde jeg ikke råd til, dengang jeg var salgsassistent, siger Christina Kirkegaard Vind.

Rigtige rollemodeller

Hun mødes sjældent med andre kvindelige Rema 1000-købmænd. Men hun kender 29-årige Cassandra Lobo Vedel, som er købmand i Svenstrup syd for Aalborg. De var begge til et kæde-møde, hvor kvindelige elever, mellemledere og købmænd kunne udveksle erfaringer.

Det blev noget af en øjenåbner for flere af de yngre medarbejdere, som havde mulighed for at udpege rollemodeller: kvinder, der lykkes med at forene familieliv med en vellønnet lederstilling.

Cassandra havde ingen anelse om, at hun skulle ende som købmand, da hun som 14-årig blev ungarbejder i en Rema. Hun gik senere i gymnasiet, og da hun var færdig, blev hun tilbudt en elevplads i butikken. Herefter gik det hurtigt, og hun endte som souschef.

Hun blev også alenemor og mistede derfor delvis troen på, at hun kunne komme videre i karrieren.

This describes the image

Det er ikke nemt at være købmand og mor. Det kræver et særligt mindset. Men hvis man vil det, kan alt lykkes, siger 29-årige Cassandra Lobo Vedel fra Rema 1000 i Svenstrup.

Bedste-opbakning

- På den ene side havde jeg tiltro til, at det godt kunne lade sig gøre både at være mor og købmand. Men på den anden side regnede jeg ikke med, at jeg ville få mulighed for at vise, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Jeg fik dog opbakning fra min regionschef, som troede på mine evner og også på, at jeg nok skulle finde løsninger. Købmænd er jo selvstændige, så man skal i sidste ende selv finde ud af det hele og træffe egne valg. Familien hjalp til, og min datter var rigtig meget sammen med sin mormor og morfar, fortæller Cassandra.

Hun har været købmand i tre år, og hun får stor opbakning fra kæresten, som hjælper til med at holde butikken kørende.

- Han var tidligere mekaniker, men nu arbejder han i butikken. Det er ikke bare et job for os. Det er en livsstil. Det er selvfølgelig også vores levebrød, så vi skal have det til at fungere. Og ja, man kan godt gå på barsel som købmand! Det skal jeg til april. Det er en udfordring, men min kæreste vil hjælpe med kontinuiteten, når jeg er væk. Det er svært at finde en afløser for en købmand, og det er mig selv, der skal finde en løsning under min barsel. Jeg har heldigvis gode folk ansat, som kender mine værdier og mål med butikken, så den kan køres videre i samme standard.

- Butikken er også en slags baby for mig. Jeg værner om den og ønsker, at alt går godt. Så det er megasvært at overlade det til andre, indrømmer Cassandra.

M/k-dynamik

Hun investerer mange tanker og følelser i sit arbejde, og hun mener, at der er forskel på, hvordan (køb)mænd og kvinder står i spidsen for en butik.

- Vi kvinder driver butik på en anden måde, end mændene gør. Jeg har selv arbejdet for både en kvindelig købmand og for mandlige købmænd, og der var en forskel. Jeg kunne tale mere personligt med min kvindelige overordnede. Det lærte mig at være forstående og lyttende overfor mine ansatte. Men de to mandlige købmænd, jeg har arbejdet for, lærte mig omvendt, at man også skal være kontant og kunne lede. Det nytter ikke med lutter kvindelige værdier. Man skal kunne sætte sig igennem.

- Så jeg tror, at piger, der gerne vil være købmænd, har gavn af både at blive oplært af kvinder og mænd. Og jeg håber, at jeg i den kommende tid får flere kvindelige købmands-kolleger i Rema 1000. De ældre mandlige købmænd har ligesom noget sammen. Det kunne være rart, hvis vi kvindelige købmænd også kunne få et større og tættere sammenhold, siger Cassandra Lobo Vedel fra Svenstrup-butikken.

Opdateret 21. feb 2024