Fra dressur til detailhandel: Janni står i spidsen for flagskibsbutik
-
Da en rideulykke satte en stopper for karrieren som dressurrytter, måtte Janni Vilhelmsen gå andre veje.
Da Lidl for få måneder siden åbnede deres nye flagskibsbutik ved Godsbanen i Århus, var det Janni Vilhelmsen, der kunne byde velkommen som butikschef. Det lå dog ikke i kortene, at det lige var Janni, der skulle være i front.
I hvert fald ikke hvis man kigger seks år tilbage i tiden.
Dengang var Janni Vilhelmsen nemlig professionel dressurrytter. Det havde hun været siden 15-års alderen, og hun kunne ikke forestille sig en fremtid, der ikke indebar at sidde på en hesteryg.
Desværre satte en alvorlig rideulykke en stopper for karrieren, og Janni måtte sadle om.
En af hendes bekendte var butikschef i en Lidl-butik, og hun mente, at Janni skulle søge en stilling i den butik. Om ikke andet så bare for en tid.
Janni søgte jobbet og blev ansat som souschef. Og derfra faldt tingene i hak.
- Så var det ligesom som om, at det åbenbart var det her, jeg skulle i stedet for, siger Janni Vilhelmsen.
En drømmebutik at stå i spidsen for
Efter et halvt år kom Janni på et trainee-forløb med henblik på at blive butikschef, og halvvejs igennem det blev hun tilbudt sin første butik i Esbjerg. Siden fulgte en butik i Hedensted, siden Sønderborg, og for et par år siden løftede Lidl sløret for den nye butik i Århus, og her var Janni hurtig til at lægge billet ind.
- Det har været en drøm at få lov til at stå i spidsen for den her, fordi den er så speciel. Det samspil vi har mellem hovedkontoret og nogle af de indblik vi får i, hvordan organisationen virker hele vejen rundt, synes jeg er enormt spændende, siger hun.
At butikken ligger ovenpå hovedkontoret kunne måske få mange til at få svedige håndflader og hjertebanken, men for Janni er det bare en fed udfordring. Det motiverer hende, at der er mange øjne på butikken, og samtidig påpeger hun, at de i butikken er blevet mødt af en stor åbenhed fra hovedkontorets side.
Hun fortæller også, at det er sjovt, at de sommetider kan få lov til at teste nogle nye ting og tiltag af, så for Janni er det udelukkende en fordel, at butikken ligger under hovedkontoret.
Selvom Lidl er en meget konceptstyret virksomhed, prøver Janni at sætte et lokalt præg på butikken i Aarhus. Butikken har haft samarbejde med to lokale bryggerier, Aarhus Bryghus og Humleland Mikrobryggeri, og de har også haft ekstra kaffevarianter fra BKI.
Det er ifølge Janni blevet taget rigtig godt imod, og det har været en spændende proces at stikke lidt ud fra de normale procedurer.
Paralleller fra dressurverden
Janni Vilhelmsen er drevet af konkurrence. Det ligger i hendes DNA som tidligere professionel dressurrytter, og det er noget, der driver hende frem som butikschef i Lidl.
Den tidligere karriere bringer flere paralleller med sig, som er til godt gavn i dagligvarebranchen. I begge brancher spiller konkurrence en stor rolle, der er højt tempo, og man knokler typisk i mange timer. Samtidig arbejder man i dressurverden mod et slutresultat, der kan bære, og det kan Janni også koble til sit arbejde i Lidl. Der skal også følges steps, processer og trin, så produktet sidder i skabet.
Der er dog én ting, som især adskiller de to verdener. I dressurverden rider man solo. I Lidl er man et team. Det skulle Janni vænne sig til:
- Det er jo slet ikke noget, der faldt mig naturligt. Jeg har ikke rigtig været en teamplayer, fordi det har ikke været et element i det, jeg lavede. Jeg fandt dog ud af, hvor fedt det egentlig er, at man har et team omkring sig. Man tænker, at man kan løbe det hele hjem selv. Det kan man ikke.
Høje standarder og ærlighed
På trods af at Janni skulle vænne sig til at spille på hold, falder det hende meget naturligt at være leder. Adspurgt om hvordan hendes ansatte mon ville beskrive hende som chef, siger hun:
- Jeg tror, at de vil mene, at jeg er ret fair. Jeg tror, at what you see is what you get. Jeg er meget ligefrem. Så der bliver ikke lagt fingre imellem.
Janni Vilhelmsen stræber efter, at hendes ansatte kan få lov at udvikle sig, og at hun ikke begrænser dem i de ambitioner, de måtte have.
Selvom der er høje standarder, der skal opretholdes, er det vigtigt for Janni at skabe nogle rammer, hvor det er sjovt og inspirerende at gå på arbejde. En hverdag, hvor udvikling er i højsædet.
For Janni ligger den helt store værdi netop i udvikling. Om det er en butik, der skal udvikles fra et dårligt udgangspunkt, medarbejdere, der skal udvikles til et endnu højere niveau eller en helt ny butik der skal have ben at gå på – udvikling er i høj kurs hos Janni.
Samtidig er noget af det, Janni bedst kan lide ved sit arbejde, den alsidige hverdag. I flagskibsbutikken er der tilmed ofte andre projekter, der rækker udover de almindelige dagligdagsgøremål, og det passer Janni særdeles godt.
- Det fedeste for mig er jo, hvis hverdagen er meget differentieret. Det er også en af grundene til, at den her butik er ideel for mig.
Selvom det ikke lå i kortene, at Janni Vilhelmsen skulle ende med en karriere inden for dagligvarebranchen, er hun i dag rigtig glad for sit arbejde. Hun er især tilfreds med, at alle hendes ideer høres, og hun føler derfor, at der er godt potentiale for at udvikle og rykke sig.
0Står det til Janni, hedder hendes arbejdsplads Lidl i mange år frem. Som det er nu, har hun rigeligt med udfordringer som butikschef, men hun udelukker ikke, at hun måske engang i fremtiden sidder på hovedkontoret fremfor i butikken.
En ting er dog sikkert; hun bliver i kæden.
- Det vil undre mig meget andet, siger Janni Vilhelmsen.