Debat: Loyaliteten i frit fald
-
Shopperne bliver fortsat mindre loyale og besøger i gennemsnit fem pct. flere forskellige butikker hver måned sammenlignet med sidste år. Det kan måske lyde som lidt, men det er ganske vigtigt for supermarkedskæderne, der kæmper om hver eneste ekstra krone hos kunderne. Men måske der er for mange butikker at vælge mellem? Spørgsmålet stiller Myriam Martensen, Commercial Director Nordics, GfK, i dette debatindlæg
Dagligvarekundernes fortsat mere spredte shoppingadfærd er uden tvivl ikke gode nyheder for supermarkedskæderne, uanset brandnavn eller markedstilgang.
Men krisen kradser, og det er, om man så må sige, hver husstand for sig selv. Forbrugerne gør simpelthen, hvad de kan for at optimere værdien af deres indkøbsbudget. Så der bliver nu handlet flere steder end før - i gennemsnit 5 pct. flere forskellige butikker hver måned sammenlignet med sidste år.
Hårde tilpasninger
Stigende omkostninger har allerede tvunget kæderne ud i radikale justeringer af deres koncepter. Sidst har Coop opgivet at holde liv i Irma, en institution i dansk detailhandel.
Det interessante bliver at se, hvor Irma-kunderne søger hen, for Irma havde den næsthøjeste kundetilfredshed ifølge GfK Shopper Monitor. Aldi og Fakta lå lavest, og er nu henholdsvis lukket og totalt omdannet til 365, så de næste resultater bliver interessante.
Åbningstiderne vil også stå for skud og gør det allerede. Det er ikke rentabelt for kæderne at holde butikkerne åbne lige så længe, som vi ellers kender det. Det vil betyde at vores nuværende klokken 7 til 22 åbningstider snart er historie. Coop har allerede strammet op, og det mere end tænkeligt at andre kæder følger trop. Det betyder dog ikke, at vi som forbrugere kan vinke farvel til at handle om søndagen. Søndagen står fortsat for 12,3 pct. af den totale mængde af indkøbsture, og er dermed så afgørende, at den nok ikke står først i køen til at blive fjernet.
Det er dog forventeligt, at kæderne vil være kreative i forhold til åbningstider og tilpasning af deres driftsomkostninger. Coop justerede eksempelvis for år tilbage kvadratmetertallet på deres butikker ned, og trak sig fra hypermarkedet. Tilbage stod Bilka, der nu skal til at finde deres plads i et ændret marked, med blandt andet hjemmelevering. Om det er løsningen er fortsat usikkert.
For mange om buddet
Men måske det ultimativt handler om at forbrugerne er vant til at have meget korte afstande til ikke bare et supermarked, men flere. Antallet af butikker er gået op.
Eksempelvis var der i 2022 hele 2806 dagligvarebutikker i Danmark, hvilket var en stigning fra 2771 i 2019, og heraf udgør lavpriskoncepterne 1560. Aktuelt er det faldet til 2687, inklusive 188 tilbageværende Aldi-butikker og 50 Irma.
Retail Institute Scandinavia har tidligere beskrevet, at vi har alt for mange supermarkeder i Danmark. Det forklarer også til dels, hvorfor eksempelvis Aldi valgte at trække sig, og at en mængde butikker fortsat står overfor lukning. Aktuelt er der i Danmark 4,6 butikker per 10.000 indbyggere. Det er interessant nok lavere end i Norge og Sverige, hvor der i 2020 var 7,5 butikker per 10.000 indbyggere i Norge mod 5,7 i Sverige. Her er butikkerne til gengæld ofte ganske små. Men det kan fortsat være for mange, og de ligger typisk tæt på hinanden.
Tilbage står, at kampen er intensiveret, de store spillere omstrukturerer og gør klar til endnu større slag, og kunderne… de vil bare have lavere priser, og de er ret ligeglade med, hvor de finder dem.