Købmænd fra Kalundborg kan ende på frimærke

Kundeloyalitet 11. mar 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • PostNord har reserveret pladsen på fire mio. nye frimærker til én af corona-hverdagens helte fra hver region i Danmark

Købmand Peter Egebæk og Michael Skovgaard Rasmussen fra Meny i Kalundborg er blevet nomineret til ”Hverdagens Helte” af flere af deres kunder i supermarkedet.

Det fortæller TV Kalundborg.dk

Det betyder helt konkret, at hvis der nok, der stemmer på dem, kan de ende med at komme på et dansk frimærke. En plads der normalt er reserveret de kongelige.

- De ringede fra Go’ Morgen Danmark og spurgte, om det var okay, at vi blev ringet op og stillet nogle spørgsmål på live-tv i forbindelse med, at nogle af vores kunder har nomineret os til Hverdagens Helte. Det blev vi selvfølgelig overraskede over, men da også meget glade for. For os findes der jo ikke en større gestus end kunders tilfredshed. Det er den tilfredshed, der er vores drivkraft og giver os energi. Efterfølgende har vi oplevet, at utrolig mange kunder har givet sig tid til at stoppe og lykønske os med nomineringen. Her har vi jo også en chance for, som by, at markere os for noget positivt, siger Peter Egebæk.

Det er PostNord, der i samarbejde med Falck vil hylde ”Hverdagens Helte”.

- For første gang nogensinde får fem nulevende, ikke-royale personer plads på et frimærke, og du kan være med til at bestemme, hvem der fortjener den sjældne hæder. PostNord har sammen med Falck reserveret pladsen på fire millioner nye frimærker til én af hverdagens helte fra hver region i Danmark, skriver PostNord i en pressemeddelelse.

FAKTA:

- Man kan nominere en hverdagshelt indtil den 19. marts 2021 kl. 12

- En komité fra PostNord og Falck udvælger de fem bedste kandidater fra hver region

- Der åbnes for afstemningen blandt de regionale kandidater fra den 23. marts kl. 12.

- Afstemningen lukker den 4. april kl. 12

- En jury kårer de endelige vindere blandt kandidaterne med flest stemmer

- Vinderne offentliggøres den 14. april og bliver fejret på Falck Museet på Egeskov Slot den 29. maj

- De fem vindere tegnes af Thomas Thorhauge, bl.a. kendt som tegner hos Politiken

- Frimærkerne udgives den 16. september 2021

 

Opdateret 11. mar 2021