Digital direktør: Coop Prime øger bundlinjen
Coop Prime er Coops nye loyalitetsvåben, som dels skal gøre eksisterende medlemmer endnu mere trofaste og dels lokke nye kunder til koncernens godt 1100 butikker.
Opretter en kunde f.eks. en Primekonto og sætter 1000 kr. ind hver måned, får vedkommende 15 pct. i bonus på et stort udvalg af Coops egne mærker så som Änglamark, Coop 365 Økologi Minirisk og Irma Hverdag, foruden mejeribrandet Thise.
Isoleret set betyder bonussen en mindre avance for Coop på de udvalgte produkter, da koncernen eksempelvis vil afregne Thise præcis, som Coop hidtil har gjort. Men det betyder ikke, at Coop venter lavere et overskud ved at give 15 pct. rabat. til Coop Prime-kunder. Tværtimod.
- Resultatet af Coop Prime er, at det øger frekvensen og kurven mere end, hvad der er normalen – også i forhold til andre Coop-medlemmer. Samlet har Coop Prime derfor en positiv effekt på vores bundlinje, siger Morten Viktor, digital direktør i Coop Danmark.
Målrettet markedsføring
Hele grundideen med konceptet er, at kunden får bonussen for at tilkendegive sin loyalitet overfor Coop. Et bytteforhold, som gerne skulle være en gevinst for begge parter.
- Det er en meget mere målrettet måde at køre kampagne på til forbrugerne end tilbudsaviser og reklamer i annoncer og tv, hvor vi belønner dig for din loyalitet, så du får bonus på udvalgte produkter, siger Morten Viktor.
Coop Prime er bygget sådan op, at kunden får en ekstra kontakt fordel - oveni i rabatten på de 15 pct. - for hver 1000 kr., man sætter ind på Primekontoen hver måned. Det kan være gratis Mofibo, TV2 Play eller streamingstjensten C More, foruden gavekort på benzin og bilvask hos Coops søsterselskab OK. Og flere fordele vil komme til.
- Vi har flere partnere i støbeskeen allerede nu, siger Morten Viktor.