Prisregnen fortsætter: Rema 1000 vinder ny pris som bedste kæde
-
Discountkæden vinder YouGoves Retailer Award 2024 som bedste dagligvarekæde
Kunderne er begejstret for Rema 1000. Det viser prisregnen over discountkæden med 423 butikker gang på gang.
I sidste uge nappede Rema 1000 tre priser, blandt andet 'Årets Butikskæde', da Retail Institute Scandinavia uddelte priser ved FMCG Consumer Awards 2024 i København.
Nu løber Rema 1000 igen med en forbrugerpris. Denne gang som vinder af YouGoves Retailer Award 2024 som bedste dagligvarekæde.
Og der har ikke været brug for målfoto. På de fem vigtigste kundekriterier i undersøgelsen stryger Rema 1000 nemlig ind som nummer 1 og opnår den højeste tilfredsheds-score blandt paneldeltagerne, der udgør 2.352 repræsentative forbrugere.
De kriterier og ønsker, som kunderne vægter højest i undersøgelsen er efter prioritet frisk frugt og grønt, tydelige priser i butikken, kvalitetsprodukter, ren og ryddelig butik og tillid til produkterne.
Resultatet overrasker ikke analytiker hos YouGov (tidligere CPS GfK), Charlotte Horsten:
- Rema 1000 har i flere år klaret sig rigtigt godt i forhold til både at tiltrække kunder og levere på de behov og ønsker, som kunderne har. Det ser ud til, at Rema 1000 også formår at holde niveauet trods den store konkurrence blandt dagligvarekæderne. Der, hvor vi kan se, at Rema 1000 klarer sig særligt godt, er i at tilbyde kvalitetsprodukter til en god pris, siger hun.
Salling-kæder på anden- og tredjeplads
YouGove oplyser, at Rema 1000 også klarer sig bedre end de øvrige dagligvarekæder på de overordnede kriterier som pris, kvalitet, sortiment, service og bæredygtighed.
På andenpladsen kommer supermarkedskæden Føtex efterfulgt af hypermarkedskæden Bilka, begge ejet af Salling Group.
Tallene bygger på en undersøgelse i YouGovs shopperpanel, hvor danske husstande er blevet spurgt om deres holdninger og opfattelse af danske dagligvarekæder. 2.352 husstande, repræsentative i forhold til alder, region og husstandsstørrelse har besvaret undersøgelsen.