Rema 1000 truer Netto med fogedforbud i Kerteminde

Kæder 12. aug 2021 -
This describes the image
Foto: Colourbox
  • Det kan ende i en fogedsag, hvis Netto begynder at bygge en ny butik i Kerteminde før retssagen mellem Rema 1000 og kommunen er afsluttet

Står det til Rema 1000 må Netto vente med at påbegynde byggeriet af en ny butik til retssagen mellem Rema 1000 og Kerteminde Kommune er afsluttet.

Påbegynder Salling Group alligevel kan det ende i en sag om fogedforbud, lyder det fra Rema 1000 efter udmeldingen om, at Kerteminde Kommune agter at skrive under på kontrakten med Netto og gå videre med salgsprocessen.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Hvis Salling Group begynder at bygge en butik, er det med risiko for at de kommer til at rive den ned eller overdrage den. Det må de gerne, men det tror jeg ikke, at de tør. Hvis de går i gang, og hvis vi mener, at det stiller os ringere, vil vi gøre, hvad vi mener er nødvendigt for at sikre vores retsstilling. Det kan i yderste konsekvens betyde en sag om fogedforbud mod overtagelse af ejendommen eller byggeri, siger Stephan Sørensen, udviklingsdirektør i Rema 1000.

Hos Kerteminde Kommune mener man at en udsættelse af byggeriet ikke er en mulighed og at projektet vil fortsætte som planlagt.

- Havde vi valgt ikke at følge processen - ikke at skrive under og sætte os rundt om et bord (og indgå i en dialog med Rema 1000, red.), skal hele udbudsprocessen gå om igen, lyder det fra borgmester Kasper Ejsing Olesen.

I første omgang var det Rema 1000, der vandt udbuddet om grunden, men på grund af Nettos forkøbsret fik Salling Groups discountkæde lov til at matche Remas bud. Derfor har Rema 1000 nu sagsøgt Kerteminde Kommune for at have givet Netto en uretmæssig forkøbsret.

Borgmesteren har tidligere givet udtryk for, at man mener, kommunen og Salling Group har retten på sin side.

- Vores jurister, Salling Groups jurister og jurister fra Kromann Reumert siger samstemmende, at alt er kørt efter bogen - juraen er på plads. Så skal vi selvfølgelig videre. Det vil være provokerende ikke at skrive kontrakt, når alle juristerne siger, at alt er som det skal være, siger han til avisen. 

Opdateret 12. aug 2021