Prisen på økologisk frugt og grønt daler
-
Det er blevet billigere for forbrugerne at vælge økologisk frugt og grønt på indkøbsturen sammenlignet med 2020. Det viser et pristjek fra Forbrugerrådet Tænk
Prisniveauet for økologisk frugt og grønt er over en bred kam dalet hos de danske dagligvarekæder sammenlignet med 2020.
Det viser et pristjek udført af Forbrugerrådet Tænk, der siden 2015 årligt har taget temperaturen på markedet for økologisk frugt og grønt.
Pristjekket tager udgangspunkt i de 11 mest gængse stykker frugt og grønt på danskernes indkøbsliste - og i år sniger tre dagligvarekæder sig under 120 kr. Billigst er Netto med 114,95 kr., efterfulgt af Lidl på 117,6 kr., mens Bilka runder top tre af med 118,45 kr. totalt for testindkøbskurven.
I den modsatte ende af spektret finder vi Irma med 140,73 kr., Nemlig.com på 153,5 kr. og listens højdespringer Meny med en samlet pris på 191 kr.
Generelt har prisen på økologisk frugt og grønt været støt faldende siden 2015. I alt lander gennemsnitsprisen i 2021 på 132,76 kr. - et væsentlig fald sammenlignet 2020, hvor testkurven rundede 140,3 kr., men en smule højere end 2019, hvor gennemsnitsprisen landede på 129,4 kr. Ifølge Tænk's oplysninger kan prisstigningen i 2020 forklares med "sæsonmæssige udsving og problemer med høsten af flere af de økologiske varer."