Ni ud af 10 netbutikker bryder loven i forhold til faremærkning
-
Miljøstyrelsen har udviklet et onlineværktøj, der skal hjælpe netbutikkerne med korrekte oplysninger
Gennem søgninger efter håndsprit, opvasketabs og saltsyre i Google Shopping har Miljøstyrelsen fundet frem til 304 forskellige netbutikker, der markedsfører en eller flere kemiske blandinger til danske forbrugere.
Kun 22 af butikkerne viste sig at overholde EU’s lovkrav. Det svarer til, at 9 ud af 10 netbutikker i screeningen bryder loven. Screeningen er foretaget i perioden 4. juli til 2. august 2022.
Men nu satser Miljøstyrelsen på, at et nyt onlineværktøj gør det nemt for netbutikkerne at få styr på fareoplysningerne.
- For der er god plads til forbedring, når det kommer til netbutikker, som sælger produkter som håndsprit, saltsyre og opvasketabs til forbrugere, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Screeningen viser, at problemet findes i såvel store kædebutikker som helt små hobby- og gavebutikker.
- Lovstof kan være kompliceret at tolke og overføre til konkret virkelighed. Derfor vil vi meget gerne hjælpe netbutikkerne på rette vej, siger projektansvarlig Maria Thestrup Jensen, Miljøstyrelsen.
Ved at bruge værktøjet vil netbutikkerne kunne følge Miljøstyrelsens anbefaling om både at angive signalord, faresætninger og faresymboler ved en kemisk blanding på nettet.
Miljøstyrelsen har udviklet en kortfattet guide, som på under en side viser vejen til korrekt faremærkning i netbutikken.
I modsætning til den fysiske butik, hvor forbrugeren selv kan tage produktet i hånden og tjekke faremærkningen på etiketten, så kræver det en særlig indsats i netbutikkerne at sikre den lovbestemte oplysning.
Netbutikkerne skal som minimum angive de faresætninger, som står i produktets sikkerhedsdatablad eller på etiketten, så forbrugeren har en chance for at købe på et oplyst grundlag.
I nogle tilfælde nøjes netbutikkerne med at linke til produktets sikkerhedsdatablad, men den går altså ikke, når man sælger direkte til private forbrugere.
Det nye online-værktøj kan findes på www.nemfaremærkning.dk
Typiske problemer på netbutikkernes produktsider:
- Faresætningerne er helt fraværende
- Netbutikkerne viser et foto af etiketten med fareoplysningerne, men teksten er ulæselig.
- Netbutikkerne angiver sikkerhedssætninger i stedet for faresætninger.
- Netbutikkerne viser faresymboler, men ikke faresætninger.
- Faresætningerne er forkert oversat fra et andet sprog.