Mærkevareleverandørerne sender dagligvarehandlens miljøprofil på pension

Kæder 12. mar 2024 -
This describes the image
Den 1. april 1986 trådte Mogens Werge som nyuddannet ind ad døren til sin første arbejdsdag hos ØkoConsult, hvor hans opgave var at kortlægge FDB's emballageforbrug. Det definerede hans arbejdsmæssige skæbne de næste mange år med et bredt netværk hos leverandører og dagligvarehandel. Foto: Flemming Effersøe
  • Mogens Werge har sat miljø, klima og bæredygtighed på ledelsens strategier i det meste af dagligvarehandlen

Mogens Werge har igennem de sidste mange årtier været særlig bevidst om, at kloden på grund af uansvarlig vækst var på forkert kurs. Allerede midt i 70’er satte teologen Ole Jensen med bogen ”I vækstens vold” ord på et overforbrug af ressourcer, som ikke var bæredygtigt.

Cirka 10 år senere efter teologens tanker om den overdrevne forbrugskultur kom Mogens Werge som en af pionererne på RUC-uddannelsen (Roskilde Universitetscenter)  Cand Techn. Soc. (miljøplanlægger) til at spille en hovedrolle i fremtidens dagligvarehandel.

Det gjorde han i spændingsfeltet mellem dagligvarehandel, leverandører, politikere, organisationer og forbrugere i forhold til bæredygtighed. 

Den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland havde netop lagt navn til den første klima-alarm, da Mogens Werge fik sit eksamenspapir fra RUC i 1986.

Lup på emballageforbruget

10 år senere var der ved tilfældighedernes spil igen et tidsmæssigt sammenfald med store verdensbegivenheder, da Mogens Werge som den første dedikerede miljøchef i dagligvarehandlen satte sig på et kontor i FDB, og politikere fra hele verden året efter valfartede til det første klimatopmøde i Kyoto i Japan.

This describes the image

Det lagde linjerne for mange senere topmøder med det mål at få styr på udledninger af drivhusgasserne. Samtidig var det et bagtæppe, som Mogens Werge igennem sin karriere har mikset med akademikerens analytiske evner og en personlig evne til at møde mennesker overalt i samfundet med en direkte og jordnær stil, der har gødet jorden for kompromiser og beslutninger.

-  Som nyuddannet hos Økoconsult var min første opgave at kortlægge FDB's emballageforbrug. Her næsten 40 år senere, mens virksomhederne gør klar til at skulle indberette deres emballageforbrug til producentansvaret, er ringen sluttet, siger Mogens Werge forud for sin afskedsreception. 

Klimaskam

De seneste fire år han arbejdet for MLDK Mærkevareleverandører, hvis medlemmer på forskellig måde arbejder med bæredygtighed og som i stort omfang har tilsluttet sig den internationale klimaaftale Science Based Target initiative. Det er erhvervslivet kommittents til at arbejde inden for rammerne af Paris-aftalens mål om at undgå en temperaturstigning på mere end 1,5 grader.

Mogens Werge mener, at det er beskæmmende for verdens ledere, at vi med videnskabens ord er på vej mod temperaturstigninger på langt over to grader set i lyset af, at Brundtland-rapporten allerede i 80’erne påviste behovet for handlinger.

Receptionsgæsterne får med Mogens Werges egne ord ”mulighed for at mødes med gamle og nye venner og kollegaer fra dagligvarebranchen og udveksle anekdoter og løgnehistorier om, hvordan bæredygtighed har haft den helt afgørende indflydelse på udviklingen i dagligvarebranchen”.

- Eller måske mere sandfærdigt, hvordan vi nu endelig ser ind i et afgørende skift, hvor bæredygtighed gennem lovgivning og nødvendighed for alvor kommer på dagsordenen hos alle i branchen, siger Mogens Werge og tilføjer: 

- Så er der noget at prale med, så er det vel, at vores vedholdenhed har bidraget til at arbejde med miljø, bæredygtighed, CSR og nu ESG, som er vigtigere nu end nogensinde før med tanke for klimaet, der for alvor ændrer sig for øjnene af os.

Men selvom klimaet er alvorligt truet, så er det ikke for sent at gøre noget, mener Mogens Werge.

- Vi kan jo se, hvordan verden kunne ændre kurs, da det i 80'erne blev klarlagt, hvordan udledningen af de såkaldte CFC-gasser ødelagde det beskyttende ozonlag, der ligger rundt om atmosfæren. Her kunne verdens regeringer og virksomheder hurtigt finde en løsning, og i dag er der ikke noget nævneværdigt problem, siger Mogens Werge. 

This describes the image

For Mogens Werge er den afgørende forskel på klimakampen og den næsten fuldendte heling af ozonlaget, at der i sidstnævnte sag var konkrete løsninger til at erstatte de ødelæggende freongasser med alternativer, mens det er langt mere komplekst med CO2 udledningerne:

- Men eksemplet viser, at vi kan ændre udviklingen, hvis der politisk handlekraft.

Indkøbsvognen som magtfaktor 

Som ansat hos Økoconsult – endnu inden specialet var afleveret – fik Mogens Werge de første kontakter til dagligvarehandlens leverandører via de mange projektmidler, som strømmede til Miljøstyrelse, der endnu var påvirket af arven efter Danmarks første miljøminister Jens Kampmann tilbage i 70’erne.

Miljøministeriet blev etableret i 1971 som Ministeriet for Forureningsbekæmpelse og fik først sin nuværende betegnelse i 1973

- Tiden var begyndt at ebbe ud for filosofien om, at fortynde forureningen ved at bygge højere skorstene og føre rørledninger med spildevand længere ud i havet. Som nyuddannet konsulent skulle jeg hjælpe virksomheder med at tage fat om nældens rod og stoppe forureningen ved kilden, siger Mogens Werge.

Han finder en bog frem i reolen, der var den første på markedet, som gav forbrugerne en stemme og mulighed for at handle på miljøet gennem indkøbsvognen. Den udkom i 1990 under titlen Den Grønne Forbrugerguide ved journalist Kjeld Hansen og var skrevet på baggrund af en tilsvarende engelsk forbrugerguide. Bogens skribent har siden skrevet en række kritiske bøger om forbrug og miljø.

Bogen fremhævede FDB som pioner på miljøområdet og det eneste sted i dagligvarehandlen, hvor forbrugerne dengang blev mødt med varer, hvor der var taget reel stilling til miljøet ved at satse på økologi og stille krav til varerne på hylderne. Dengang profilerede FDB sig på ”Grøn Fornuft”.

På dette tidspunkt var købmændene stadig en betydelig magtfaktor i branchen, da det daværende Dansk Supermarked, nu Salling Group, med sin kæder Bilka, Føtex og Netto endnu ikke havde vokset sig til markedets dominerende aktør med en markedsandel tæt anslået 37 pct. i Danmark.

- Købmændenes brancheforening DSK inviterede til en kop kaffe, da de ikke ville stå tilbage med et ry som defensive på miljøområdet, fortæller Mogens Werge.

Efter fem år i sit første job efter studiet i Økoconsult fik han job hos DSK, hvor han udarbejdede en miljøstrategi og skrev en lille bog ”Købmandens miljøhåndbog”, som skulle hjælpe købmændene med at sætte miljø på dagsordenen i butikken. 

This describes the image

- I dagens lys fremstår den som ganske ubehjælpsom, men ikke desto mindre satte den allerede for nu 34 år siden spot på de mange udfordringer, vi siden har måtte kæmpe med, siger Mogens Werge.

Forbrugerne kan ikke redde kloden

Når han skal gøre boet op efter alverdens klima- og miljøsyndere, så bliver det ikke forbrugerne, der alene kommer til at redde kloden fra irreversible klimaforandringer, der truer med både at gøre frugtbar jord til ørken og omvendt sende mere vand over markerne i det tempererede klima, hvor danske landmænd hidtil har nydt godt af god fordeling mellem sol og regn.

- Det kalder på ansvar i samfundets top hos politikere og virksomheder, siger Mogens Werge og tilføjer: 

- Forbrugerne kan selvfølgelig skubbe på, men det er de helt store tandhjul, der skal i rotation.

Den første miljøchef i dagligvarehandlen

Den dengang 37-årige miljøchef kom ved årsskiftet 1996 til Brugsens bonede gulve med solfanger på taget og kompostbunke i baghaven i et kollektiv i Vanløse. Men der var ikke meget øko-flip over miljøchefens budskab til det daværende medarbejderblad.

Mogens Werge forudså allerede dengang, at miljømyndighedernes strategi for et bedre miljø fremover vil føre til flere direkte krav til detailhandelen. Og hvis detailhandlen ville være med til at påvirke beslutningerne, var det ifølge Mogens Werge nødvendigt at have en miljøpolitik, så man på forhånd fik et klart billede af, hvad man vil, og hvad man kan.

Da han satte sig til rette bag skrivebordet i det nye miljøkontor i FDB, kunne han konstatere, at det først otte år efter hans indledende arbejde var lykkedes at fjerne de sidste rester af PVC. Han kunne nemlig annoncere, at FDB helt dropper strækfilm med PVC til emballering af kødvarer.

Under interviewet med samme skribent næsten 30 år senere gør Mogens Werge opmærksom på, at Europa-Parlamentet og Ministerrådet dagen før har indgået en foreløbig aftale om den kommende emballageforordning med mål for reduktion af emballage, forbud mod engangsemballage og evighedskemikalier.

Men dengang i 90’erne havde fokus hidtil mest været rettet på leverandørerne og producenterne. 

- Det går ikke længere med filosofien “ude af øje ude af sind”. Man må være forberedt på, at varen både har en historie før og efter, den når forbrugerne, og det skal man som producent eller importør kende og stå ved. Og en dag bliver varen eller emballagen også til affald, som skal behandles på en eller anden måde, hvad der stiller krav til producenterne og handlen, sagde Mogens Werge, der kom fra et job som seniorkonsulent for Logisys, hvor han blev ansat i 1992 efter de første år Økoconsult.

Her havde han været projektleder for et samarbejde mellem blandt andre FDB, Dansk Supermarked, DSK og Miljøstyrelsen, hvor mulighederne for at etablere et retursystem til transport af tørvarer er blevet undersøgt. Overskriften var “Projekt salgs- og distributionssystem år 2000”. Det blev dog ikke realiseret.

Men i samme periode var Mogens Werge involveret i de analyser og lobbyarbejde, som lå til grund for etableringen af Dansk Retursystem, der siden har udviklet sig til verdens formentlig bedste system for indsamling og genanvendelse af dåser og flasker med pant.

Dansk Initiativ for etisk handel

Mogens Werge var også en af initiativtagerne til Dansk Initiativ for Etisk Handel, som nu hedder Etisk Handel Danmark. Organisationen fik til formål at hjælpe virksomheder med at håndtere de etiske udfordringer og dilemmaer, der opstår i samhandelen med udviklingslande og nye vækstøkonomier.

Som forbrugerpolitisk direktør forklarede Mogens Werge dengang til programmet Deadline, at initiativet er helt unikt, fordi virksomheder, erhvervsorganisationer, fagbevægelsen og de folkelige organisationer går sammen om at finde fælles løsninger på de etiske problemstillinger, der opstår, når danske virksomheder handler med udviklingslande og vækstøkonomier.

Købmandskab og kommunikation i Bestseller

2012 blev et skelsættende år for Mogens Werge. Skulle han satse på tøjkoncernen Bestseller eller holde en indgået aftale med den dengang næste nye topdirektør Per Bank for det daværende Dansk Supermarked? Han valgte tøjkongen Anders Holch Povlsen.

Bestseller-epoken blev til fem år med indsigt i et købmandskab af en helt anden verden og ikke mindst ansvaret for også kommunikation, hvor Mogens Werge sender en stor cadeau til informationsdirektør Jens Juul Nielsen i Coop, der som han siger, havde ham i mesterlære om kommunikationens veje og vildveje.

- Gør det enkelt. Og se lidt mere venlig ud…. var det overordnede gode råd.

Samtidig var det en familiedrevet virksomhed med grundlægger Troels Holck Povlsen ord som rettesnor for en kultur, hvor der under de forskellige brands også opstod små kongedømmer, der ifølge Mogens Werge ikke altid kunne se visdommen i en københavners strategier for bæredygtighed.

Tilbage til købmændene

Det endte alligevel med, at modekongen og miljøkongens veje måtte skilles. Endnu engang var det et møde og en kop kaffe, der gav det næste job. Det var i købmandskoncernen Dagrofa, hvor den tidligere Kvickly-direktør Per Thau var blevet koncernchef.

Mogens Werge begyndte som CSR og public affairs chef i Dagrofa og blev senere valgt ind i bestyrelsen for sin tidligere arbejdsplads De Samvirkende Købmænd med kontor på Islands Brygge i København.

På købmændenes servicekontor i Ringsted mødte han en tidligere kollega fra Coop Karin Frøidt Petersen.

Som koncernkvalitetschef i Dagrofa havde hun netop fået ansvaret for at opbygge en kultur, hvor ”vi som ansvarlige købmænd stiller krav og ser kritisk på leverandørernes løfter og egenkontrol” og med viden om, at Dagrofa ville forlange dokumentation og tager stikprøver for at afsløre potentielt snyd.

Som en del af kategoriledelsen var hun med til at sætte standarden for, at nye varer kan blive blåstemplet til salg i Dagrofas kæder; Meny, Spar Let-Køb og Min Købmand.

Kvalitet og sikkerhed på fødevareområdet blev tæt knyttet til CSR-området, som den 1. november 2017 fik forstærkning af CSR Business-partner Mogens Werge.

Han havde også i Coop år tilbage arbejdet tæt sammen med Karin Frøidt om ikke mindst krisekommunikation i forhold til snyd og svindel med fødevarer og arbejdstagerforhold.

Ringen er sluttet med ansættelsen i MLDK-mærkevareleverandørerne og med sidste arbejdsdag dagen før, at alle, der bringer varer på markedet fra 1. april, skal påbegynde at registrere deres emballageforbrug. Og i fremtiden med producentansvaret skal tage ansvaret for deres emballager også efter de er blevet til affald. 

This describes the image

- Selv om jeg går på pension, så kan jeg ikke udelukke, at jeg stadig vil arbejde for en bedre verden med en viden og erfaring, som jeg har samlet op de sidste fem årtier, siger Mogens Werge.

 

Opdateret 18. mar 2024