Inflation skaber vækst i madspildssupermarkeds onlinehandel  

Kæder 16. nov 2022 -
This describes the image
Foto: Motatos
  • Svenske Motatos fejrer tre år i Danmark med 40.000 kunder

For tre år siden rykkede det svenskejede madspildssupermarked Motatos over Øresund og tilbød danske kunder at købe dagligvarer, der ikke kræver køl eller frost, og med begrænset holdbarhed.

Siden har virksomheden udviklet en række private label-serier ”By Motatos”, som er en serie af basisfødevarer, og brandet ”Saved by Motatos”, der er en række plantebaserede produkter, som alle er fremstillet af råvarer reddet fra at gå til spilde.

Motatos har nu flere end 40.000 danske kunder og oplever vækst i omsætningen.

”Ikke mindst et 2022 med stigende fødevarepriser har virkelig fået danskernes øjne op for, at der er mange penge at spare ved at købe madspildsvarer online”, skriver Motatos i en pressemeddelelse.

I 2021 lå omsætningen i Danmark på 34 mio. SEK mod 13 mio. SEK i 2020.

Den samlede omsætning for 2022 kendes endnu ikke, men Motatos forventer ”flot vækst”.

I 2021 solgte Motatos 810 tons fødevarer og andre produkter til danskerne - i de ni måneder af 2022 har salget rundet 977 tons.

- Vi begyndte etableringen af Motatos i Danmark i august 2019, og 16. november gik vi i luften med én medarbejder (mig) og en praktikant. Vi havde ikke engang et kontor, men til gengæld var vi vilde med konceptet og sikre på, at man også i Danmark ville kunne se den indlysende win-win i både at redde varer fra madspild og spare penge, når man handler. Og det har jo heldigvis vist sig at holde vand. I dag har Motatos virkelig fået danskerne med på at handle online og redde mad; vi vækster og er nu seks medarbejdere, siger chef for Motatos' globale Private Label forretning, Kasper Stærk.

Eksterne investeringerne har også drevet Motatos’ ekspansion ind på det internationale marked, hvor konceptet blev lanceret i Tyskland i 2020 og i England i 2022, og endelig er de blevet brugt til at bygge et nyt avanceret lager i Örebro, som er virksomhedens største investering nogensinde. Lageret er på 22.000 m2 og er udstyret med 149 robotter, der hjælper personalet med at plukke og pakke varer, og drives af el fra solpaneler placeret på taget. Fra lageret skal titusindvis af tons mad- og forbrugerprodukter reddes fra at gå til spilde hvert år. 

 

 

Opdateret 16. nov 2022