Danish Retail Awards-vindere skal udfordres i New York

Kæder 29. apr 2024 -
This describes the image
Foto: Whole Foods
  • Anna Maria Sannemand Larsen, detailekspert fra ZBC, glæder sig til at vise handelslivet i New York frem for sidste års vindere af awarden

Mandag morgen mødtes de tre vindere af Danish Retail Aware i 2023 i Kastrup Lufthavn for sammen med Anna Maria Sannemand Larsen at tage på inspirationstur til The Big Apple.

Med på turen er også Anders Søndergaard Terp fra dagligvarehandlen.dk, der løbende vil fortælle om turen her på sitet. Det er også muligt at følge med på bloggen for Danish Retail Awards på https://danishretailaward.com/.

De bedste og dygtigste

Mogens Knudsen, SuperBrugsen Løkken, Jannie Nielsen, Normal Aalborg og Jimmy Heine Andersen Carver, Føtex Fisketorvet, blev sidste år kåret som de mest entusiastiske og forandringsskabende butiks- eller varehuschefer i Danmark. 

-    Ved at invitere de bedste og dygtigste med til New York håber vi at være med til at flytte den danske detailhandelsbranche fremad. At åbne deres øjne for andre måder at gribe tingene an på.

Det fortæller Anna Maria, der har stået for at sammensætte et utroligt spændende og tætpakket program blandt New Yorks højhuse og nyskabende butikskoncepter.

-    Det er selvfølgelig ikke alt, der 1-til-1 kan overføres til Danmark. Der er for eksempel forskel på lovgivningen, men det meget inspirerende at se koncepter og butikker, der er gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje.

Selv mener Anna Maria, at de danske butikker kan lære af den amerikanske måde at bruge for-området på. Et område, som hun generelt oplever, er alt for ens i Danmark.

Inspiration er vigtigt

I Løkken har Mogens Knudsen netop overstået årets generalforsamling med 350 deltagere og kan nu for alvor begynde at se frem mod turen.

This describes the image

-    Det er et fantastisk spændende og inspirerende program, vi har fået. En god blanding af butikker, seværdigheder og god mad. Jeg glæder mig meget til at se butikkerne, koncepter og udførelsen. Vi ved jo, at, hvad der sker i USA lige nu, sandsynligvis kommer til Danmark i løbet af de næste år. 

For Mogens er inspiration vigtigt. Han har netop haft sin ledergruppe på en to-dages road trip i Danmark for at se, hvad der rører sig blandt kollegaer og konkurrenter i branchen.

Mogens vil især lægge mærke til teknologien og Amazon Go for at se, hvad der kan implementeres herhjemme.

Jimmy Heine Andersen Carver, Føtex Fisketorvet, er også imponeret over programmet men har ikke på forhånd udset sig favoritbutikker.

This describes the image

-    Mest af alt er jeg bare åben for inspirationen, og det nye vi kommer til at opleve. Og så glæder jeg mig til at rejse sammen med butikschefer fra andre kæder. At få lejlighed til at udveksle erfaringer på tværs af kæder og koncepter. Det, tror jeg, er værdifuldt.

Dog vil Jimmy nok holde mest øje med dagligvarebutikkerne, hvilke produkter, de fører, og hvordan, de bliver udstillet.

Bombet til i indtryk

I Normal Aalborg går Jannie Nielsen og forbereder sig mentalt til alle de indtryk, hun forventer strømmer hende i møde med det hektiske og menneskefyldte New York.

This describes the image

-    Jeg er spændt på at se koncepterne. Men især på at se butikkerne og kundernes købsadfærd. Virker koncepterne så der er liv i butikken og et salg? Det er jeg nysgerrig på.

For Jannie er det første gang, at hun oplever en helt anden kultur, så det fylder en del i forberedelsen. Og kontrasten til livet i Aalborg, tænker hun, bliver slående, så det kan også være svært at se, hvordan det kan sammenlignes med hverdagen.

-    Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg glæder mig til helheden og spændvidden i programmet.

Ligesom Mogens tænker Jannie også på Danmark som en lillebror til USA, hvor koncepterne kommer til os med nogle års forsinkelse.

Og lytter vi til de tidligere års vindere af Danish Retail Awards, så kan Mogens, Jimmy og Jannie være sikre på at komme hjem fyldt med indtryk og inspiration.
 

Opdateret 29. apr 2024