Hacker-angreb lukker svenske Coop-butikker
-
En del af de svenske Coop-butikker er igen åbne. Nogle kun for kunder, der betaler med smartphones
Fredag aften, 2. juli, blev svenske Coop ramt af et hackerangreb, der satte kasseapparaterne i en lang række butikker ud af drift.
Angrebet var rettet mod det amerikanske softwarefirma Kaseya, der leverer it-løsninger til selskabet Visma Esscom, der står bag blandt andet det kassesystem, der bruges i Coop Sverige.
I første omgang holdt den svenske dagligvarekoncern alle 800 butikker lukket, selv om nogle benytter et andet kassesystem. Senere åbnede dog en del af koncernens butikker, og søndag åbnede flere butikker - dog kun med mulighed for, at kunderne kunne benytte scan og betal med mobiltelefonen.
Flere andre svenske og internationale virksomheder er blevet berørt af samme angreb, skriver svenske Coop i en pressemeddelelse.
Koncernen opdaterer kunderne via Facebook, men kl. 7 mandag morgen er der ikke nyt om, hvorvidt alle butikkerne kan åbnes i dag.
Vi arbejder intenst med at løse problemerne så hurtigt som muligt, skriver Coop Sverige.