Europæisk salg af private label sætter ny rekord
-
Private label-salget sætter ny rekord med 354,5 mia. euro. På trods af væksten i Europa oplever Danmark en tilbagegang i private label-andelen.
Salget af private label-produkter i Europa nåede et rekordhøjt niveau på 354,5 milliarder euro i de seneste 52 uger op til juli 2024 – svarende til 2.645 mia. kr.
Private label-produkter udgør nu 39 pct. af den samlede værdi på dagligvaremarkedet i de 17 europæiske lande.
Det viser en ny undersøgelse lavet af Private Label Manufactures Association (PLMA), der følger udviklingen af private label-salget i 17 europæiske lande via tal fra NielsenIQ. Undersøgelsen måler perioden fra juni 2023 til juni 2024 og omfatter målinger af fødevarer, drikkevarer og non-food.
Sammenlignet med perioden forinden er der sket en stigning på 6 pct., hvilket udgør en vækst på 20 milliarder euro.
Tilbagegang i Danmark
Selvom mange europæiske markeder har oplevet vækst i salget af private label-produkter, er Danmark blandt de lande, hvor udviklingen er gået tilbage. I perioden har det danske salg af Private Label udgjort 34 pct. mod lige over 35 pct. ved den forrige opgørelse.
Globalt set forbliver det europæiske marked blandt de største indenfor private label. I 11 europæiske lande udgør private label over 30 pct. af salget og i seks lande udgør salget over 40 pct.
I Europas tre største markeder – Tyskland, Storbritannien og Frankrig – står private label for 40 pct. af salget.