Danmarks bedste butikschefer vinder på drift og samfundssind
-
Her kan du se vinderne af Danish Retail Award, som ikke bare har styr på driften af deres butikker; de tager også ansvar for det lokale
En købmand, en uddeler og en varehuschef blev i dag hyldet i festsalen på Børsen, hvor de fik overrakt dagligvare- og specialhandlens prestigepris Retail Award 2021.
De tre vindere er:
- Varehuschef Zilwan Rashid, Føtex, Nørrebro
- Købmand Thomas Fogtmann Jordt, Rema 1000, Tønder
- Uddeler Kenneth Beenfeldt Hansen, SuperBrugsen, Faxe Ladeplads
Award’en gives til ”Danmarks bedste og mest nytænkende butiks- og varehuschefer”. Og som det skete i fjor var det igen chefer i dagligvarebutikkerne, som sikrede sig prisen og dermed en studiereje til New York.
- Prisen er med til at vise, at branchen har et utal af muligheder for at gøre karriere. Den kan også skabe synlighed om vindernes resultater og inspirere andre, siger redaktør Jesper Veber Knudsen, DH Media A/S (Dagligvarehandlen), som sammen med Dansk Erhverv, erhvervsskolen ZBC og Fonden Konsul Axel Nielsens Mindelegat står bag Danish Retail Award.
En fællesnævner for vinderne er, at de ikke bare sikrer den daglige drift med rytmer og rutiner; men at de også tager et ansvar for at udvikle butikken i lokalsamfundet.
Varehuschef Zilwan Rashid på Nørrebro får prisen for gennem sin ledelse at skabe en yderst veldrevet Føtex med kædens højeste bundlinje i både kr. og dækningsgrad. Lokalområdet spiller en stor rolle i dagligdagen med bandekonflikter og koncentrationer af hjemløse og Romaer, og Zilwan arbejder med det lokale politi for at skabe tryghed i lokalområdet.
Købmand Thomas Fogtmann Jordt i Tønder er et forbillede for mange kolleger i forhold til rekruttering og introduktion for nye medarbejdere til Rema 1000. Han bruger for eksempel sig selv på en nytænkende måde med virtuelle præsentationer og introduktion til nye medarbejdere. Han giver ansvar, sørger for træning og viser tillid. Han er et bevis på, at det er mennesker, som gør forskellen – også lokalt.
Uddeler Kenneth Beenfeldt Hansen i Faxe Ladeplads lægger vægt på at være mere end byens købmand. Under coronaen sørgede han for at modtage ordrer og pakke varer til svage og udsatte borgere, der ikke selv kunne handle fysisk i SuperBrugsen. Korpset bestod af frivillige borgere, som i perioden var hjemsendt fra deres arbejdspladser. Han har også samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælp om at gøre en positiv forskel for ældre, der har følt sig ensomme under pandemien. I fjor blev butikken kåret som Årets butik i distriktet.
Som noget nyt blev der også overrakt en talentpris, der gives til en af de yngre nominerede. Talentprisen 2021 gik til Julie Amy Whitehouse fra Lagkagehuset på Kultorvet. Hun engagerer sig langt ud over sin egen butik. Blandt andet som mentor for nye ledere, ligesom hun det seneste år har formået at udvikle hele tre nye butikschefer til andre butikker i kæden.