Coop om turbo-kyllinger: Kunderne bestemmer og ikke Anima

Kæder 7. sep 2023 -
This describes the image
Foto: Salling Group
  • Danmarks næststørste dagligvarekoncern løfter dyrevelfærden i takt med kundernes krav og ønsker

Opdateret 8. juli

Dyreværnsforeningen Anima mener, at Coop udgør det største problem i forhold til en hurtig udfasning af turbo-kyllinger i heler sortimentet.

Kritikken kommer efter, at Salling Group har besluttet af droppe de omdiskuterede hurtigtvoksede kyllinger på spottilbud, kampagner og frost. 

I 2021 annoncerede Salling Group, at alle kyllinger i fast, fersk sortiment skulle være langsommere voksende i alle koncernens kæder, der omfatter Bilka, Føtex og Netto. Det skal ske senest i 2025.

- Vi må konstatere, at kyllingernes største problem i dag er Coop. Det er formentlig 7-8 ud af 10 solgte kyllinger i Coop, der er turbokyllinger, og det er med til at presse alle Coops konkurrenter til at gå langsommere frem end de ellers kunne, siger Thorbjørn Schiønning, der er kommunikationschef i Anima.

Til kritikken svarer informationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop:

- Vi følger linjen fra de seneste år med konstant øget fokus på at løfte dyrevelfærden og gør det i takt med, at kunderne er klar. Hos os er det i højere grad kunderne, der bestemmer, hvilke kyllinger vi sælger - og ikke Anima. Vi holder fast i vores plan om, at de er udfaset af sortimentet i 2025.

Thorbjørn Schiønning kalder Coops udmelding om udfasning af turbokyllinger i 2025 for et godt skridt fremad.

- Men det er vigtigt at holde sig for øje at det kun gælder deres faste sortiment. Coop har tidligere oplyst Anima om at det dermed kun gælder omkring 40 pct. af deres samlede kyllingevolumen. Med andre ord vil der være rigeligt med turbokylling i Coop-butikkerne også efter 2025, med mindre koncernen vælger at skrue op for ambitionerne. Noget som Anima meget gerne vil arbejde sammen med Coop om, siger Thorbjørn Schiønning.

Rema 1000 har stoppet salg

Også hos Rema 1000 er den såkaldte turbokylling - den hurtigst voksende race Ross 308 -  på vej ud af butikkerne. 

- Allerede i uge 44 sidste år stoppede vi helt med at sælge den som fersk kylling i både fast sortiment og på kampagne. Gennem det sidste år har vi udfaset den på frostvarer, der ikke er forarbejdet - dvs. hele kyllingelår mv. Også på flere forarbejdede frostvarer - f.eks. hotwings og barbecuelår - samt på pålæg - er vi i fuld gang med udfasning, siger kommunikationschef Jonas Schrøder, Rema 1000. 

Det var discountkædens ambition, at den skulle nå udfasning af fersk kylling i år, hvad den altså fik gennemført i fjor.

-  På resten - frost, forarbejdet, som ingredienser og på færdigvarer - er vores ambition at nå fuldt i mål i 2025, siger Jonas Schrøder.

Dagrofa satser på kylling med to hjerter

Dagrofa med kæderne Meny, Spar, Min Købmand og LetKøb satte tidligt i 2022 en målsætning om at have udfaset den hurtigvoksende kylling Ross 308 i butikkerne med udgangen af 2024.

- Baseret på den udvikling vi ser i salget og ikke mindst i producentleddet, er det fortsat vores ambition. Vi arbejder med en meget fokuseret markedsføring af velfærdskyllinger, herunder vores egen 2-hjertede velfærdskylling fra Omhu, og vi håber, at forbrugerne i stigende grad vælger den til over de kommende år, siger Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa.


 

Opdateret 8. sep 2023