Carlsberg med stærkt halvårsresultat
-
Bryggerikæmpen præsterede en organisk vækst på næsten 10 pct. i første halvdel af 2021. Carlsberg opjusterer forventningerne til året
Corona påvirker stadigvæk leverandører over alt i verden. Det gælder også for danske Carlsberg. Men trods udbredte restriktioner i handel og nattelivet på mange markeder gennem første halvdel af 2021, formår Carlsberg alligevel at have stor fremdrift i forretningen.
Carlsberg har netop offentliggjort halvårsregnskab, der udviser en organisk vækst på 9,6 pct. til 31,7 mia. kr. Det sker efter et stærkt 2. kvartal, der bød på en vækst på hele 14,3 pct., og hvor flere europæiske markeder begyndte at lempe restriktionerne.
Bryggerigiganten beretter også om en organisk volumenvækst for halvåret på 10 pct. Her var det især salget af 1666 Blanc og Somersby, der voksede med en volumenvækst på henholdsvis 25 og 17 pct.
Målt i forhold til første halvdel af 2020 havde Carlsberg en fremgang i driftsoverskuddet på 15,6 pct. til 5,1 mia. kr.
Carlsberg topchef Cees 't Hart siger:
- Vi er meget tilfredse med, at koncernen leverede et stærkt sæt resultater på trods af den fortsatte markedsusikkerhed som følge af pandemien. Toplinjevækst, forbedring af driftsmarginen og væsentligt højere pengestrøm viser styrken i vores geografiske fodaftryk og mærkeportefølje og den stærke gennemførelse af vores initiativer til sikring af den korte og langsigtet sundhed for Carlsberg Gruppen.
Venter højere overskud
Trods fortsat usikkerheder omkring corona opjusterer bryggerikoncernen nu forventningerne til hele 2021. Her forventer Carlsberg nu en organisk vækst i driftsoverskuddet på 8-11 pct. mod tidligere 5-10 pct.
- Mens usikkerheden for resten af året fortsætter, er vi tilfredse med styrken i H1-resultaterne og den gode start på 3. kvartal, så vi kan opgradere indtjeningsvejledningen for året og lancere det tredje kvartalsvise aktietilbagekøbsprogram, lyder det fra Cees 't Hart.