Job på kanten: Unge med autisme får bedre jobchancer i Ishøj
-
Et nyt samarbejde mellem Ishøj Kommune, jobtræningsforløbet Klar Til Start og Dagrofa Foodservice skal forbedre mulighederne for, at unge med autisme kommer ind på arbejdsmarkedet.
Det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis man har autisme. Blot hver fjerde autist i den arbejdsdygtige alder er i job. Blandt unge autister i mellem 18 og 29 år er det kun 12 pct. eller ca. hver ottende, der er i beskæftigelse.
Det skal et nyt målrettet samarbejde mellem Ishøj Kommune, jobtræningsforløbet Klar til Start og Dagrofa Foodservice nu gøre noget ved.
Et særligt tilrettelagt ansættelsesforløb til unge med autisme, Klar til Start, bliver fremover en fast del af beskæftigelsesindsatsen i Ishøj Kommune.
I Klar til Start-forløbet kommer kandidaterne ud i en privat virksomhed, hvor en vejleder med faglig ekspertise følger dem på jobbet hver dag.
Vejlederen guider kandidaten i såvel arbejdsopgaver som livet på en arbejdsplads, indtil de er klar til at blive ansat.
- Ishøj Kommune, virksomhederne og Klar til Start samarbejder om at give unge en ny og bedre chance i livet. Gennem samarbejdet med Klar til Start får vi som kommune adgang til viden og erfaringer med unge med autisme, som det kan være vanskeligt at opbygge selv. Og som en ekstra gevinst er der jobgaranti for den unge, siger borgmester Merete Amdisen (S).
Holdstart hos Dagrofa Foodservice
Det første hold af Klar til Start-kandidater er netop startet i Ishøj-terminalen hos Dagrofa Foodservice, hvor de skal indgå som en del af teamet på lageret.
- De skal være med til at løse en række forskellige arbejdsopgaver, som er vigtige for, at vi som fødevaregrossist får varerne sikkert frem til vores kunder. F.eks. skal de betjene en helt ny digital scanner, som vi bruger til at give os præcise data på de varer, som leverandørerne kommer med til vores lager. Det samlede forløb skal meget gerne resultere i, at vi får afklaret hvilke kompetencer deltagerne har, og det klare mål er naturligvis, at forløbet fører til fastansættelse. Det håber vi kan lade sig gøre, og vi glæder os til at være en del af indsatsen, siger Jonas Holmgaard, lagerchef på Dagrofa Foodservice-terminalen i Ishøj.
Garanti for job
I Klar til Start-forløbet er der jobgaranti til alle, som gennemfører forløbet, og det gør over 70 pct. af deltagerne. Det er langt over det generelle gennemsnit for autisme-målgruppen, hvor kun 25 pct. i den arbejdsdygtige alder er i job.
- Tallene viser jo tydeligt, at der potentiale for, at langt flere kan komme ind i arbejdsfællesskabet, end det sker i dag. Det kræver bare den rigtige indsats, og den er vi rigtig glade for, at Dagrofa Foodservice og Ishøj Kommune vil være med til at levere. For de unge betyder det et kæmpe løft i livskvaliteten, når de kommer i job og mærker, at der er nogen, som har brug for det, de kan, siger direktør i Klar til Start, Britta Bak.
Hjælp til borgere på kanten
I Dagrofa Foodservice er Klar Til Start-projektet en del af en større social indsats, fortæller HR-direktør Desirée Breel.
- Et centralt element i vores CSR-arbejde handler om, at vi skal være med til at løfte i flok. Det betyder i praksis, at vi som virksomhed tager ansvar for at give en ekstra hånd til mennesker, der af forskellige årsager er på kanten af arbejdsmarkedet og lokalt i Ishøj er vi aktive i tiltaget ’Code of Care’. Det nye samarbejde med Klar til start og Ishøj Kommune bygger naturligt ovenpå vores eksisterende indsatser, og vi er glade for, at vi har mulighed for at gøre en forskel i praksis for deltagerne i forløbet.
Virksomhedernes engagement og åbenhed over for at skabe arbejde til de borgere, som ikke står forrest i jobkøen, glæder Ishøjs borgmester.
- Jeg er taknemlig for de gode samarbejder, vi har med lokale erhvervsdrivende, det styrker sammenhængskraften i vores lokalsamfund, når vi i fællesskab finder løsninger, der både gavner borgeren, virksomheden og kommunen, siger Merete Amdisen.