Job på kanten: Initiativ i Viborg skaffer 243 unge et job - bryder med negativ social arv

Job på kanten 19. jul 2024 -
This describes the image
Foto: Cabi
  • I Viborg Kommune kan et målrettet initiativ bryste sig af at have hjulpet masser af unge med at få et fritidsjob gennem indsatsen 'Sammen om fritidsjob'.

Skrevet af: Freja Mogensen

Viborg Kommune, Viborg Ungdomsskole, Jobcenter Viborg, Cabi og virksomheder i Viborg Kommune samarbejder om at få flere unge mellem 13 og 17 år i arbejde.

Sammen forsøger de at give flere unge muligheden for at styrke kompetencer og bryde med en eventuel negativ social arv.

Antallet af unge i fritidsjob daler

Over årene er andelen af unge der finder et fritidsjob faldet, fortæller Jesper Rahbæk Pedersen, der er ekspert på ungeområdet og seniorkonsulent ved Cabi. 

Cabi er et landsdækkende non-profit videnshus, der arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked.  

Undersøgelser, som Trygfondens Børneforskningscenter har lavet, viser, at fritidsjob har mange positive effekter på de unges udvikling og blandt andet bidrager til bedre skolekundskaber, hvorfor initiativet i Viborg er stablet på benene.

– Vi kan se, at de unge mennesker, der melder sig ledige i jobcentret, ofte ikke har erhvervserfaring, fortæller Jesper Rahbæk Pedersen, der mener, at initiativet kan hjælpe til forebyggelse af senere ledighed og desuden give de unge et indblik i, hvad det vil sige at gå på arbejde.

Plads til diversitet

At tage unge i fritidsjob i dagligvarebranchen kan give butikkerne bedre elever og samtidig introducere de unge til spændende karrieremuligheder i branchen. Det kræver dog tid og opmærksomhed fra butikkerne.

– Det handler om at sætte tid af, hvis man ikke gør det i forvejen. Når man sætter tid af, så får de også lov til at beholde de unge i længere tid, og måske de får lyst til at blive i branchen og blive elev en dag.

Jesper Rahbæk Pedersen fremhæver, at dagligvarebranchen er særligt gode til at favne mange forskellige unge. Ifølge ham trives mange unge med varierende opgaver, mens andre foretrækker de samme opgaver, som de kan føle sig trygge ved.

– Dagligvarehandlen har både opgaver til unge, der har brug for rutineopgaver og til dem, der gerne vil vokse med opgaverne og få mere ansvar.

Potentiale ved fritidsjob 

Af de 243 unge, som 'Sammen om fritidsjob' har hjulpet, er ca. hver tiende - 11 pct. - beskæftiget i dagligvarebutikker. 

Analyser af de samlede tal fra indsatsen viser, at langt de fleste unge viborgensere i fritidsjob er mellem 15 og 17 år. Kun 12 pct. af de 13-årige og 26 pct. af de 14-årige i Viborg Kommune besidder et fritidsjob.

– Så det kan godt lade sig gøre. Det er her, der er et stort potentiale, hvis dagligvarehandlen vil vinde kampen om de lidt ældre unge. For når de først er 15 år, så er mange allerede kommet i fritidsjob. Det er de 13-14-årige, der er meget motiverede, og som har tiden til at tage et fritidsjob, fortæller Jesper, der desuden kan sige, at flere supermarkeder og købmænd er begyndt at ansætte de lidt yngre unge.

Fritidsjob øger nemlig ikke kun chancen for, at butikkerne får dygtigere elever, men giver også de unge en række værdifulde erfaringer og fordele. De unge får mulighed for at skabe nye relationer og opleve nye ting i en tidligere alder.

– Der er desværre meget ensomhed derude. Selvom man går i en skole, kan man godt føle sig ensom. De unge får mulighed for at lære andre unge at kende, som kan være yngre eller ældre eller komme fra andre skoler og ikke mindst danne relationer med voksne.

 

Opdateret 8. aug 2024