Der er fuld gang i trafikken i Nettos enorme lager i Køge, hvor man skal holde sig på de afmærkede ruter for ikke at komme i vejen for vinterklædte medarbejdere. De suser omkring på palleløftere og kører ud og ind ad kølerummene.

Lagerets aktiviteter skal også overvåges og planlægges nøje, og der er stille koncentration i kontorafdelingen, hvor Cecilie Emilie Bjørklund arbejder. Hun er med til at lave forecast og holde styr på vareflow.

Det handler kort fortalt om effektivitet på lageret.

- Jeg udsender statistik for lageret i forhold til de timer, der er brugt. Det sendes f.eks. til min chef, afdelingsledere, supply chain eller til kontoret i Nettos centrallager i Årslev. Det er meget logistisk og Excel-baseret, fortæller 32-årige Cecilie.

Styr på det

Det passer hende rigtigt godt med konkrete og ensartede arbejdsopgaver. Hun trives med 'kontinuerlighed og kontrol'.

Før hun møder ind, skal hun gerne have en klar idé om, hvilke opgaver, hun skal løse. Cecilie har autisme. Det man tidligere kaldte 'Aspergers'.

Hun siger, at hun befinder sig indenfor autisme-spekret, hvor hun lige er på vippen til at være neurotypisk. Da jeg lidt vittigt spørger, om hun er 'tæt på at være normal', griner hun og konstaterer, at 'det kan man godt sige'.

Hun fik først diagnosen som voksen, hvorefter en del faldt på plads. Hun forstod, hvorfor hun som barn havde reageret anderledes end andre: som når hun opfattede det, der blev sagt, meget bogstaveligt.

Eller når hun løste matematikopgaver på en måde, hendes lærer ikke forstod. Men resultaterne var korrekte.

Da hun var 13 år, fik hun også epilepsi, og selv om Cecilie siden har været velmedicineret – og meget sjældent får anfald – er det alligevel noget, der påvirker hende.

Kombinationen af autisme og epilepsi betyder, at hun hurtigt bliver træt og har stort søvnbehov. Derfor er hun ansat i fleksjob 22,5 timer om ugen.

Flytter grænser

- Jeg har deadlines om morgenen. De sidste 2-3 timer er der mere frit spil til opgaverne. Hvis hver dag var anderledes, ville jeg have det svært. Sammen med arbejdspladsen og kollegerne har jeg indrettet mig, så jeg kan levere 100 procent og slutte, før det bliver for meget. Jeg udvikler mig arbejdsmæssigt og personligt og afsøger, hvor grænserne er, og om jeg kan flytte lidt på dem. Når jeg har fri, har jeg brug for at komme hjem og lade op til næste dag. Efter arbejde sover jeg som regel halvanden time.

- Jeg planlægger min dag ret struktureret. Arbejde, hjem og sove, gå tur med hunden, lave lidt havearbejde osv. Der må ikke være for mange planer og projekter, så bliver jeg stresset. Jeg kan få tankemylder, som jeg ikke kan stoppe, fortæller Cecilie.

Den store nedtur

Hun har al mulig grund til at passe på sig selv, for det er tidligere gået helt galt.

- Efter gymnasiet arbejdede jeg fuldtid i butik fra 2011 - 2017. Jeg blev uddannet som salgsassistent med speciale i sport og fritid. Men jeg kunne ikke klare det i længden. Jeg fik stort ansvar på mine skuldre og lagde enormt pres på mig selv. Da jeg tænker meget konkret, kan det godt blive enten 'rigtigt' eller 'forkert' – og ikke noget midt imellem. Så nogle gange var jeg for kategorisk overfor kunderne. Til sidst kunne jeg ikke klare det længere. Jeg gik ned med stress, angst og depression og har været sygemeldt i tre år, fortæller Cecilie.

Hun roser Sorø Kommune for at hjælpe hende med at komme på højkant igen. Hun fik autisme-diagnosen og gennemgik et uddannelsesforløb hos konsulenthuset 'Specialisterne'.

Her lærte hun at tilrettelægge sit liv og sin hverdag, og 'Specialisterne' søgte praktikplads til hende. Men det viste sig at være svært, at finde det rigtige.

Superbruger af Excel

- Det tog et år. Blandt de andre, der skulle i praktik via 'Specialisterne', var det heller ikke alle, der fik en plads, siger Cecilie.

Men heldigvis var der et match. Hun begyndte i praktik på kontoret i Netto-lageret i december 2020. Efter en måned godkendte kommunen, at praktiktiden blev udvidet med yderligere tre måneder. Det gik godt.

 - Det kan lyde som om, jeg skamroser min arbejdsplads. Men jeg troede nærmest ikke, at jeg kunne finde et sted, der passede så godt til mine kompetencer. Jeg er blevet meget positivt overrasket. Også over det gode sammenhold på mit team, siger Cecilie. Foto: Anders Houmøller Thomsen

Men det var alligevel tvivlsomt, om Cecilie kunne fortsætte, for hun fik den nedslående besked, at hendes Excel-kompetencer ikke var gode nok.

- Efter den melding så jeg cirka 80 videoer om brug af Excel, for at forbedre mig og lære mere avancerede formler, end dem jeg kunne. Da der var omkring en måned tilbage af min praktik, gik jeg til min chef, Claus Pihlmann Krejsler, og spurgte, om der var en plads til mig i hans team. Jeg fik et ja. I april 2021 blev jeg fastansat 22,5 timer om ugen, og det er jeg forsat på, fortæller Cecilie.

Yder 100 procent

Jobbet betyder utroligt meget for hende. Salling Group har fået en toployal medarbejder, og frem for at ende på kontanthjælp, kan hun nu klare sig selv.

Derfor mener hun også, at flere kommuner og virksomheder bør oppe sig for at få autister i arbejde.

- Jeg tror, at mange bliver afvist, hvis de skriver i en jobansøgning, at de har en diagnose, som f.eks. autisme eller epilepsi. Men epilepsi behøver jo ikke at være en forhindring, hvis man er vel-medicineret. Autister kan også være et stort plus på en arbejdsplads. Jeg er selv meget engageret og mødestabil. Nu kan jeg godt lide, at der er variation i mine opgaver. Men nogle autister trives også godt med et arbejde, som andre vil synes er 'monotont', og det kan jo vendes til en fordel.

- Det vil være godt, hvis flere virksomheder og ledere blev opmærksomme på, at en som mig kan gøre gavn på en arbejdsplads. Jeg kan ikke arbejde 37 timer, men jeg yder nærmest 100 procent i den tid, jeg arbejder. Der mangler arbejdskraft mange steder, så jeg forstår ikke, hvorfor mennesker med diagnoser bliver ekskluderet. Vi kræver måske lidt mere hjælp og struktur, men det burde ikke være umuligt at finde løsninger, siger Cecilie.

Vigtigt budskab

Hun vil gerne vise, at det sagtens kan lade sig gøre, og det er primært derfor, hun giver dette interview til Dagligvarehandlen.dk.

- Jeg har ikke noget imod at fortælle min historie eller om mine diagnoser: men det er jo altså heller ikke sådan, at jeg står med en megafon og råber det ud. I det daglige buser jeg heller ikke ud med, at jeg er på fleksjob. Det gælder først og fremmest om, at jeg skal kunne passe et job. Vi har et rigtigt godt sammenhold på teamet, og vi ses også privat, siger Cecilie.

Ro på!

Hun bor i Sorø med sin kæreste og prøver generelt at tøjle sine ambitioner.

- Det kan lyde helt vildt banalt, men min største ambition er at være glad. Efter min sygdomsperiode, hvor jeg var meget ked af det, sætter jeg mest pris på, at jeg er glad for det arbejde, jeg har, og for mit liv. Det har været en lang læringsproces, og jeg er taknemmelig for, at der bliver vist så meget hensyn til mig.

- Jeg prøver at indgå kompromiser. Her på arbejdspladsen har jeg lært en del om at bruge 'pyt-knappen'. Det har min chef lært mig. Det er ok med enkelte fejl. Det er kun problematisk, hvis man bliver ved med at lave de samme fejl. Jeg skal sænke de ekstreme krav til mig selv. Derfor prøver jeg at lære, at jeg ikke skal være 'perfektionistisk'. Jeg skal være 'grundig', siger Cecilie Emilie Bjørklund.

Hendes chef konstaterer, at hun er ’guld værd’ for teamet.

- Cecilie får feedback på sine kompetencer, nøjagtig som sine kolleger. Og selvfølgelig tager jeg særlige hensyn, men det gør man som leder i forvejen, for alle medarbejdere er jo forskellige og har brug for noget forskelligt, siger Claus Pihlmann Krejsler og tilføjer:

- Dén der rummelighed; det, tror jeg, er sundt. Man bliver da lidt stolt af, at vi både i vores team – og som koncern – har plads til alle.