Usynlige cigaretter sælger dårligere
Tobakssalget falder, når smøgerne bliver gemt under disken. I hvert fald er der færre unge, der begynder at ryge, og de rygere, der er blevet til eks-rygere, falder ikke så hyppigt i igen, hvis de ikke fristes af synlige cigaretter, når de står ved kassen for at betale. Sådan lyder det i en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse.
Den fortæller bl.a., at der skete et fald i rygningen blandt unge i New Zealand, da landet i 2012 fik en lov, der betød synlig tobak. Antallet af 14-15-årige, der eksperimenterede med at ryge, faldt fra 23 pct. til 17 pct., men gruppen, der begyndte at ryge inden for et år, faldt fra 13 pct. til 11. pct.
Hos Kræftens Bekæmpelse kalder Projektchef for tobaksforebyggelse, Niels Them Kjær, Kræftens Bekæmpelse, dagligvarekædernes initiativ med at gemme cigaretter og anden tobak væk, så den ikke længere er synlig ved kassen, for ”et er et fantastisk gennembrud”.
Vil af med farvestrålende emballage
- Det har vi kæmpet for, siden Island fik ny lovgivning på området i 2001. Men vi skal have conveniencesektoren med, for den første cigaret kan ofte være et impulskøb - eksempelvis når der står en flok drenge ved kassen for at betale for de øl, de skal have med til festen. Der er jo en grund til, at tobaksindustrien betaler millioner i markedsføringsbidrag for at måtte have deres varer synlige ved kassen, siger Niels Them Kjær.
Han ser dog gerne, at al tobak kommer i neutral emballage.
Ifølge rapporten er der endnu kun ganske få undersøgelse af, hvilken betydning det får for unges rygning og dermed salget af tobak, hvis man forbyder de farvestrålende tobakspakker. En undersøgelse fra Australien viser dog ifølge rapporten, at debutalder for at have røget den første hele cigaret er steget fra 15,4 år til 15,9 år fra 2010 til 2013 – netop i den periode, da de neutrale tobakspakker blev indført.
EU har opfordret medlemslandene til at gemme tobakken væk, hvilket også er en del af den 12-punkts-plan for tobakssalg, som DSK fremlagde i foråret.
Fakta om rygerne:
Danskernes rygevaner 2017:
- 22 pct. af danskerne ryger
- 16 pct. af danskerne ryger dagligt
- 8 pct. af danskerne er storrygere
Lidt flere mænd end kvinder ryger
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Ifølge Danmarks statistik er salget af cigaretter steget med 5,6 pct. fra 2016 til 2017
Rygning blandt 16-17-årige er ifølge Statens Institut for Folkesundhed faldet:
I 2013 røg 12,5 pct. dagligt og 10 pct. mindst en gang om ugen eller sjældnere.
I 2017 var tallene henholdsvis 8,9 pct. dagligt, 12,3 pct.