Supermarkeder donerede over 300 tons julemad
For mange er julen ens betydende med en overflod af mad, gaver og samvær. Men der er også mange, for hvem julen er en prøvelse, der bare skal overstås - ikke mindst økonomisk.
Derfor gik en masse dagligvarekæder før jul sammen med velgørenhedsorganisationer på kryds og tværs for at sikre, at den mad, butikkerne ikke kunne nå at sælge inden jul, ikke gik til spilde.
Det resulterede i, at Danmarks største madspildsinitiativ, Stop Spild Lokalt, kunne uddele hele 260 tons overskudsmad til trængte danskere.
Også Stop Spild af Mad kunne sammen med Rema 1000-butikker over hele landet redde julen for hundredevis af danskere og samtidig redde omkring 40 tons mad fra skraldespanden, lige som blandt andre Aldi også delte ud af overskudsmad fra 103 butikker.
Læs også: Dagligvarekæder spreder juleglæde og bekæmper madspild
Juleevents med samarbejdspartnere
Lidl har for nyligt udvidet sit samarbejde med den sociale organisation Blå Kors, hvis væresteder nu kan hente overskudsmad hver måned året rundt i 25 Lidl-butikker.
Lige inden jul blev det fejret med uddeling af overskudsmad som julehjælp til sårbare familier i Den Apolstolske Kirke på Frederiksberg.
- Arrangementet gik rigtig godt, og det var nogle glade familier, der fik lidt ekstra hjælp til julen. Det er en event, vi kan være stolte af, og vi ser frem til også i 2019 sammen med Blå Kors at hjælpe udsatte danskere i kraft af vores partnerskab, fortæller Morten Vestberg, kommunikationschef i Lidl.
Også Netto fejrede jul i næstekærlighedens navn. Tre butikker i henholdsvis Aarhus, Odense og København holdt åbent juleaftensdag, så udsatte danskere kunne få del i de overskudsvarer, som Netto-butikker ellers ville brænde inde med julen over.
6000 invitationer blev gennem FødevareBanken delt ud til trængte danskere, som mod at aflevere madspildskuponen kunne fylde to poser med overskudsmad.