Slut med stor stigning i salget af plantebaserede fødevarer
-
Forbrugernes jagt på lavere priser og tilbud har ramt væksten i salget af plantebøf og havredrik
Væksten i salget af plantebøffer og havredrik er ramt af inflation og forbrugernes fokus på pris og tilbud. De tocifrede vækstrater, som var normalen for producenter og dagligvarehandel, er slut.
- Status er, at vi ikke ser de store udsving, og salget ligger meget stabilt, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, Coop, til dagbladet Børsen.
Hos Dagrofa lyder det, at salget i kategorien fortsat stiger. Men det skyldes en løbende udvidelse af sortimentet.
Dagrofa meldte sig ved årets start ind brancheforeningen Plantebranchen som den første dagligvarekoncern med det erklærede mål at gøre at gøre de plantebaserede alternativer til animalske fødevarer let tilgængelige for alle i hele Danmark.
- I Dagrofa vil vi gerne inspirere vores kunder til nye og spændende madoplevelser inden for plantebaserede alternativer til animalske fødevarer. Derfor er det vigtigt for os at have fingeren på pulsen. Det er årsagen til, at vi har meldt os ind i Plantebranchen, sagde kategoridirektør Michael Christensen, Dagrofa.
Børsen skriver, at investorerne har taget bestik af den nye situation, hvor salget af plantekød er gået tilbage i USA. Aktiekurserne hos Beyond Meat, som i USA laver kødalternativer, og den svenske plantedrikproducent Oatley er det seneste år faldet med omkring 85 pct.