Shoptalk Europe: Topkonference er et professionelt show

Forbrugere 10. okt 2017 -
This describes the image
Detailhandelskonferencen Shoptalk Europa i Bella Center i København er som et stort show. Foto: Henrik Denman
Skrevet af: Henrik Denman

Man skulle tro, at det var et rockshow. Musikken banker ud af enorme højttalere i den mørke sal, mens spotlys fejer hen over de mange tusinde tilskuere.

Det er dog ikke et verdensnavn på rockscenen, der skaber den fortættede atmosfære, men en international topkonference for Europas førende detailhandlere, e-handlere og iværksættere.

Normalt er det verdens førende metropoler som London, New York og Dubai, som skaber rammerne om internationale detailhandelskonferencer, men fra mandag til onsdag er det Bella Center i København, der har overladt scenen til USA's mest innovative handelskonference, der denne gang hedder Shoptalk Europe.

Mere end 2.200 topchefer deltager fra detailvirksomheder, brands og nyskabende virksomheder, der udvikler digitale løsninger, som er godt på vej til at revolutionere detailhandlen.

Stort program

Flere hundrede store og små arrangementer fylder programmet i løbet af de tre dage. Det store show foregår dagen igennem med nærmest militær præcision.

En hærskare af servicemedarbejdere sikrer, at enhver deltager kan få svar på sine spørgsmål i løbet af få øjeblikke, sale fyldes og tømmes, når topledere fra de internationale virksomheder fortæller om fremtidens onlinehandel, og højttalere bekendtgør, når der er fem minutter og et minut, indtil et nyt arrangement finder sted.

Den amerikanske organisation Shoptalk sætter med konferencen sammen med Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) København på det europæiske detaillandkort. FDIH har i de sidste 10 år arrangeret E-handelskonferencen Total Retail, der nu er en del af den nye konference.

- Jeg er sikker på, at vi sammen kan skabe en konference, som bliver noget enestående for København og en inspirerende oplevelse for både vores medlemmer og de mange deltagere fra resten af Europa. Vi går benhårdt efter at forvandle vores danske succes til en europæisk ditto, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDH.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?