Salget af færdigretter stiger markant
Måltidsalater, frysepizzaer, boller i karry fra supermarkedets delikatesse eller snittet grønt til det forstegte kød. Convenience er mange ting, og flere og flere forbrugere køber tid via disse produkter.
Fra 2015 til i dag er der sket lidt over en fordobling i mængden (indeks 223) af færdigretter, som den enkelte forbruger køber, viser en undersøgelse som GfK Consumerscan har foretaget for Landbrug & Fødevarer (L&F).
Kategorien havde i 2017 en værdi på ca. 2 mia. kr., og ifølge Euromonitor vil værdien stige støt og nærme sig 2,5 mia. kr. i 2022.
- Det er ikke alene et marked i vækst. Det er også et marked, der har et stort potentiale for øget værdi, hvis man tilbyder færdigretter, der rammer de kvalitetsbevidste forbrugere. Vores analyser har nemlig vist, at den gruppe forbrugere har en langt højere betalingsvilje for færdigretter end gennemsnittet, siger Lærke Kirstine Lund, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
Fokus på trends
Når man spørger danskerne, hvad de spiser til aftensmad, er det ifølge L&F's analyser fortsat lidt mere end halvdelen, der har lavet et varmt aftensmåltid fra bunden.
Hver tiende spiser ude, og flere end hver tredje sammensætter andre typer, f.eks. et måltid af rester eller af præfabrikerede ingredienser.
Lige knap ni ud af ti husstande køber færdigretter, og det er alle aldersgrupper, der betaler sig til en nem løsning ind i mellem. I gennemsnit køber en husstand for 900 kr. færdigretter om året, og det er en stigning på 19 pct. på et år.
Begrundelserne for at spise færdigretter er blandt andet, at det er hurtigt og nemt at tilberede (53 og 48 pct.), men også sundhed og stort indhold af grønt bruges som begrundelse (15 og 12 pct.).
Knap hver femte (18 pct.) fremhæver, at færdigretter også forebygger madspild.
- Mit bedste råd til producenter og dagligvarekæder er at holde fokus på de trends, der er størst hos forbrugerne lige nu. Forbrugerne er opmærksomme på måltidsløsninger, der gør det nemmere at få grøntsager, og på gennemsigtighed, hvilket vil sige, at det bliver mere og mere vigtigt for forbrugerne at vide, hvad der præcist er i de færdigretter, de køber, siger Lærke Kirstine Lund.