Prognose: Black Friday-kunder vil købe 30 pct. mere i år
Black Friday er vigtig for den danske detailhandel. Det er nemlig ifølge konsulenthuset Impact, den dag julehandlen begynder.
Konsulenthuset forventer, at trafikken på danske webshops vil stige med 30 pct. sammenlignet med 2015, og at Black Friday i år vil sprede sig over flere dage.
- Vores prognose på 30 pct. indikerer en mere kontrolleret vækst end de seneste år, fordi Black Friday i nogen grad er ved at have indfriet sit potentiale. Vi vil derfor se en intensivering af kampagneaktiviteterne i detailhandlen – online såvel som i de fysiske butikker, hvor vi eksempelvis vil se flere butikker lave timetilbud. Derudover vil vi i år opleve, at aktiviteterne og omsætningen på Black Friday vil sprede sig til flere dage, hvor forbrugerne kan opnå rabatter over weekenden med særligt tryk på ’Cyber Monday,’
som er stort i USA. Det betyder, at butikkerne kan holde gang i salget i en længere periode, siger Kasper Holst, CEO og partner i Impact, der har speciale i omnichannel commerce.
Black Friday begyndte så småt at snige sig ind på den danske detailscene i 2012 og har siden været en stor succes i det ganske land - både blandt butikker og forbrugere.
Faktisk er Black Friday blevet så populær, at nogle butikkers omsætning ottedobles den sidste fredag i november.
Især elektronikbranchen har haft stor vækst Black Friday, men Impact forventer, at dagen i år også vil være god for for isenkram- og modebranchen.