Prognose 2031: Madlavning i hjemmet hitter fortsat

Forbrugere 4. nov 2021 -
This describes the image
Direktør Judith Kyst, Madkulturen, som er en selvejende videns- og forandringsorganisation under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Foto: Madkulturen
  • Udespisning er igen blevet populært i Generation Y. Det skærper kravene til dagligvarehandlen i form af måltidsløsninger

Under coronakrisen blev madlavning igen en stor del af danskernes hverdag. Selv om danskerne igen uden begrænsninger kan besøge f.eks. caféer og restauranter, så bliver dampen stadig holdt oppe af mange hjemme i køkkenet.

Andelen af danskere, der laver mad i hjemmet dagligt, ligger nemlig på 70 pct., som er på niveau med september i fjor. Dette var en drastisk stigning fra 57 pct. i 2016.

Det fremgår af prognosen ”Kampe om kurven – Prognose 2031”, som netop er udgivet af Retail Institute Scandinavia.

De fleste danskere bruger i slutningen af 2021 fortsat mellem en halv time og tre kvarter på at lave mad, som de gjorde, da coronakrisen var på sit højeste i 2020. Imidlertid har Generation Y i høre grad fået appetit på at spise ude igen.

Mens godt 60 pct. af denne gruppe af befolkningen - født i perioden 1980 til 1995 - dagligt tilberedt mad hjemme i 2020, så er det nu faldet med fem procentpoint til 56 pct.

- Derfor må dagligvarehandlen altså ikke hvile på laurbærrene, når det kommer til at tilbyde kunderne ekstraordinære kundeoplevelser i form af service, måltidsløsninger og endda spisemuligheder i butikken, som man ser det i udlandet, lyder opfordringen af Retail Institute Scandinavia.

Direktøren for Madkulturen, Judith Kyst, har tidligere til Dagligvarehandlen, advaret mod tab af kundskab i køkkenet i spændingsfeltet mellem fastfood og færdigretter:

- Det har nemlig store konsekvenser for både vores sundhed og ikke mindst klimaet, når vi ikke selv får råvarerne i hænderne.  Vores vigtigste mission er at holde hånden under og styrke den danske madkultur, hvilket også betyder at skubbe den i en grønnere og sundere retning. Vi skal sikre, at danskerne har færdighederne - råvarekendskab og -forståelse - til at lave maden.

Opdateret 4. nov 2021