Prisstigninger: Næsten hver tredje ung bruger madspildsapps
-
Danmarks Statistik har netop offentliggjort en undersøgelse af danskernes brug af madspildsapps, som hitter hos de unge.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort en undersøgelse af danskernes brug af madspildsapps. Flere og flere unge er begyndt at bruge madspildsapps for at spare på husholdningsbudgettet.
Det er i høj grad de yngre kvinder under 25 år, der anvender madspildsapps som f.eks. Too Good To Go, YourLocal og For Resten. Men undersøgelsen viser også en betydelig stigning blandt unge i forhold til 2020.
Overordnet set har hver femte dansker benyttet apps til bekæmpelse af madspild de seneste tre måneder. Andelen af de 16-24 årige er steget fra 19 til 29 pct..
Undersøgelsen fra Danmarks Statistik, der netop er offentliggjort, viser, at 800.000 danskere reducerede madspild ved hjælp af apps i starten af 2022. Det svarer til 18 pct. af den danske befolkning mellem 16 og 74 år.
Danmarks Statistik målte senest brugen af madspilsapps i 2020. Dengang bekæmpede hver sjette dansker madspild via apps.
Hos Too Good To Go, der er Danmarks største madspildsapp, glæder landechef Heidi Boye sig over, at appen vinder indpas hos den yngre generation.
- Vi har de seneste år haft stort fokus på at få de unge til at engagere sig mere i kampen mod madspild. Det har jo været lidt et paradoks, at den mest klimabevidste generation også har været de største madspildssyndere. Så jeg er meget glad for at se, at de har taget brugen af madspildsapps til sig, siger Heidi Boye i en pressemeddelelse.
Heidi Boye, der udover at være landechef for Too Good To Go også er ph.d. i forbrugeradfærd, er af den overbevisning, at den igangværende inflation har bidraget til at øge interessen blandt de unge:
- Priserne på fødevarer er steget mere end 14 pct., og det kan altså mærkes, hvis man for eksempel er studerende eller af anden årsag har begrænsede midler til rådighed. Det har fået flere unge til at gå på jagt efter overskudsvarer og i det hele taget interessere sig mere for, hvordan man får mere værdi for pengene og mindsker spild. Og det er jo positivt for madspildsindsatsen.
Næsten 40.000 kr. dyrere at være børnefamilie
- Når en børnefamilie skal bruge op mod 39.000 kroner ekstra årligt, rykker kampen mod madspild op i en helt anden liga, siger stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad, Selina Juul.
Hun siger, at apps mod madspild - enten apps til at købe billigere overskudsmad eller apps til at hjælpe med at tømme køleskabet - bliver mere værdsatte.
- Vi har sammen med Forbrugerrådet Tænk, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer lavet en brugbar og gratis app "For Resten", som både kan hjælpe danskerne med at udnytte deres mad bedre, lave tøm-køleskabet retter og lære om holdbarhed og opbevaring af mad. Jeg forudser, at der vil komme endnu flere apps mod madspild i fremtiden, da vi går meget usikre tider i møde, siger Selina Juul.
Det globale madspild pr. person skal halveres
Bekæmpelse af madspil er ét af FN's verdensmål. Ifølge delmål 12.3 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres inden 2030. Delmålet hører under verdensmålet Ansvarlig forbrug og produktion, der bl.a. sætter fokus på forbrugeres og producenters udvinding af ressourcer og bæredygtighed.
814.000 ton mad går årligt til spilde i Danmark
Miljøstyrelsen har kortlagt mængden af madaffald på tværs af sektorer. Opgørelsen viser, at det samlede madspild i Danmark udgør ca. 814.000 ton årligt.
Forarbejdnings- og fremstillingssektoren står for størstedelen af det danske madspild med 47 pct. af det samlede madspild, der svarer til næsten 400.000 ton. Næstmest madspild (30 pct.) står husholdningerne for, idet ca. 250.000 ton mad ryger i skraldespandene i private hjem. 12 pct. af det årlige madspild sker i detailhandlen, mens restaurationsbranchen og restaurationstjenester står for 5 pct. af det samlede madspild.