Øl og slik topper i grænsehandlen
Danskernes indkøb af billig øl og slik, vin og spiritus især syd for den dansk-tyske grænse steg i 2016, viser den nye grænsehandelsrapport.
Der er ikke tale om en stor stigning. Samlet solgte grænsehandlen for 3,91 mia. kr. i 2016 mod 3,89 mia. kr. i 2015. Det er en stigning på knap en pct.
Men ser man på de enkelte varegrupper, er der tale om store udsving. Salget i grænsebutikkerne er steget inden for øl, spiritus, alkoholsodavand, chokolade og slik, mens danskernes handel med vin, cigaretter, røgtobak og sodavand er faldet.
Hvis man deler danskernes forbrug på nydelsesmidler i grænsebutikkerne op, udgør øl, sodavand samt chokolade og slik hver ca. 20 pct. af grænsehandlen med nydelsesmidler.
Madvarer
Det er dog ikke kun nydelsesmidler, danskerne grænsehandler. De køber også andre madvarer som kød og kødpålæg og mejerivarer, og de varer finder i stadig højere grad vej til danskernes indkøbsvogne, når de alligevel går turen gennem grænsesupermarkederne. I 2016 steg salget af øvrige madvarer med 75 pct., og det er dermed højdespringeren inden for de vareområder, som oplever stigende salg i grænsehandlen. De høje afgifter på slik og chokolade betyder ikke blot, at danskerne køber mere med hjem fra grænsebutikkerne. Det skaber samtidig en voksende illegal handel, som i dag især koncentrerer sig om slik og chokolade.
Skatteministeriet skønner, at den illegale handel skønnes at være steget fra 575 mio. kr. i 2015 til 625 mio. kr. i 2016. Skat har målrettet kontrollen med den illegale handel med slik og chokolade, og samtidig har Folketinget vedtaget højere bøder for illegal handel med punktafgiftspligtige varer.
[caption id="attachment_64336" align="alignnone" width="267"] Infografik: Ulrik Samsøe Figen[/caption]