Nye betalingsvaner truer kreditkortet

Forbrugere 24. apr 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Næsten 80 procent af den totale detailomsætning på cirka 550 mia. kr. betales i dag med kreditkort. Siden 2010 er antallet af Dankort og Visa/Dankort i omløb steget med cirka en million til i alt 5,4 mio. kort blandt danske forbrugere.

Om kort tid bliver det længeventede Dankort på mobilen tilgængelig for alle bankkunder herhjemme, og det kan meget vel også blive startskuddet til, at det udbredte kreditkort går en fremtid i møde som uddød race.

I hvert fald viser en prognose fra virksomheden Shopbox, at betalingen med kreditkort falder drastisk de kommende år til fordel for betaling over mobilen.

Særligt fra 2018 falder betalingen med kreditkortet markant og vil i 2025 udgør under 10 pct. af betalingerne i detailhandlen, viser fremskrivningen fra Shopbox, som blandt andet bygger på tal fra Danmarks Statistik og Danmarks Nationalbank.

- Fremskrivningen viser, at det kommer til at gå meget stærkt med at få kreditkortet over på mobilen, siger Christian Zigler, direktør og bestyrelsesformand for virksomheden Shopbox, der har udviklet en app som samler kasse, lager- og administration med mere.

Integrerede betalingsløsninger

Jan Damsgaard, professor ved institut for it-ledelse på CBS, ser, at udviklingen med mindre brug af kreditkort vil accelererer yderligere, når og såfremt de store globale aktører som Apple og Google melder sig på den danske betalingsscene.

- Vi kommer til at holde op med at snakke særskilt om betaling. Betalingen vil helt automatisk være indlejret i den service, jeg får, f.eks. hvis jeg bestiller mad på McDonald’s. Du kan ikke tage penge for en betaling i fremtiden. Betalingen skal være gratis for både virksomheder og forbrugere, siger Jan Damsgaard.

Og Christian Zigler er enig i, udviklingen går imod integrerede betalingsløsninger.

- De store lokale spillere indenfor betalinger er nødt til at udvikle produkter, der giver mere værdi til butikkerne. Betalinger bliver nemlig bare en del af noget andet om meget få år. Og især de mindre butikker efterspørger allerede nu totalløsninger, hvor kasse og betalinger er en samlet løsning. Denne trend vil fortsætte, ligesom den har gjort på andre markeder, som er blevet disruptet. Den, der samler det hele, vinder markedet, ligesom vi kender det fra Netflix, Spotify med flere, siger Christian Zigler.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?