Ny rygelov vedtaget i Folketinget
Vedtagelsen af den nye rygelov er kulminationen på måneders arbejde og skal nu udmønte den aftale, som regeringen (S), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet indgik for lige under ét år siden. Arbejdet med lovændringen er dog blevet forsinket af corona-krisen.
Aftalen - den nationale handleplan mod børn og unges rygning indgået 18. december 2019 - betyder blandt andet, at butikker og forhandlere af tobaksvarer og tobaksalternativer (andre nikotinprodukter end tobaksvarer og elektroniske cigaretter), samt urtebaserede tobaksprodukter og e-cigaretter ikke længere må være synlige for kunderne på salgssteder, herunder på internettet, indtil kunderne aktivt efterspørger dem. I stedet skal butikkerne gemme produkterne under disken, bag et neutralt forhæng eller på anden måde skjult.
Loven blev vedtaget med 84 stemmer for, fra de oprindelige aftalepartier, og 12 stemmer imod fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.
Rygefri skoletid
Som Dansk Handelsblad tidligere har beskrevet gør den nye rygelov gør ikke kun op med de gammelkendte "udstillingsarealer", hvor tobak optager størstedelen af pladsen bag ekspedienten i de fleste dagligvare- og conveniencebutikker. Den gør også op med rygning på uddannelsesinstitutioner.
"Herudover foreslås røgfri skoletid for elever på alle grundskoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser, der har optag af børn og unge under 18 år. Desuden forslås de ungdomsuddannelser, som ikke er omfattet af det gældende krav til røgfri matrikel, omfattet heraf. Derudover foreslås det at forbyde salg af produkterne på skoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser," lyder det i aftaleteksten.
Samtidig indebærer loven, at butikkerne ikke hverken må skilte med produkterne, mens prisoplysninger kun må angives på neutrale lister.
Hos Kræftens Bekæmpelse ser man vedtagelsen af den nye rygelov som en sejr for folkesundheden blandt landets yngste.
- Det er en rigtig god dag. Det betyder, at børn og unge kan gå en tryggere fremtid i møde, fordi der vil være færre børn og unge, der begynder at ryge, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, til DR.